Kalderimi, de gamle brolagte stier i Grækenland

Man finder dem over hele Grækenland. De har været i daglig brug indtil for ca 50-60 år siden, og har været det vejsystem, som har forbundet hver en lille lansby med alle de nærmeste landsbyer og byer. Det er brolagte stier eller veje, ofte ca 2 meter brede, beregnet på færdsel til fods, med muldyr eller med æsel. Det er på dem alt er blevet fragtet til og fra landsbyerne; korn til møllen, gøntsager til markedet, træ til byggematerialer osv.

Da stierne var i daglig brug, blev de vedligeholdt løbende, men nu, hvor det næsten kun er turister der bruger dem, forfalder de år for år. Vand der underminerer, trærødder der borer sig ned mellem stenene og flytter dem, vegetation der gror op i mellem stenene, alt dette kan få en brolagt sti til at forsvinde uhyggelig hurtigt. Mange kalderimier er deværre også forsvundet fordi man har kørt en bulldozer hen over, og lavet dem om til bilveje.

I mandags besluttede vi at tage en dagstur på en af de mere velbevarede kalderimier. Vi kender mange der har gået den, og har fortalt hvor flot den er, så det er på høje tid at vi også får gået den. Den ligger lidt herfra, næsten inde ved Kalamata. Måske er det derfor vi ikke har givet os i kast med den før nu. Der er jo også mange fine stier meget nærmere hvor vi bor.

Det kan være svært at finde ud af hvor gamle disse kalderimier er. De er bygget af sten fundet, og brudt på stedet, og de er lagt på samme måde, uden cement eller andet bindemiddel, fra oldtiden indtil man i forrige århundrede begyndte at lave bilveje i stedet. Man kan altså ikke umiddelbart læse hvor gamle de er ud i fra byggemåden.

Men den vi gik i mandags, har jeg fundet informationer om. Den er nemlig ikke så gammel. Den er bygget i 1904 af lokale indbyggere, for at forbinde landsbyen Sotirianika, som ligger i 300 meters højde, med Altomira som ligger i 800 meters højde. Der må jo have været en mere primitiv sti før denne, men nemt har det ikke været, for der er en betragtelig stigning: 500 meter op i løbet af de 3 km kalderimi. Der er 83 hårnålesving, og nogle gange trappetrin. Hårnålesvingene gør at det ikke er for stejlt. Den har jo skullet bruges af muldyr og æsler med fuld last.

Som vi kommer kørende sydfra, kan vi se bjerget vi skal op ad. Vi skal op til et sted lidt til venstre for masten, gennem kløften ca midt i billedet.

Dimitris får en snak med en lokal kvinde, som bestemt mener at kalderimien er farbar, selv der ikke har været vandreturister her i korona-tiden. Det er jo først fra nogle uger siden at udgangsforbuddet blev ophevet, og udenlandske turister er der først håb om at se til juli.

Et stykke udenfor landsbyen finder vi skiltet. Der står: Stier, St. Georg (kloster), Biliovo (navnet på vores kalderimi).

På vores kort står der at det tager knap to timer at gå op. Men vi ved bedre. Dels er vi ikke unge og veltrænede, og dels stopper vi og kigger og fotogtraferer og diskuterer hvordan de mon har bygget vejen og hvordan det mon så ud da der var trafik men fuldpakkede mulddyr og æsler op og ned. Plante- og insektlivet skal også studeres.

Vi begynder på opstigningen, og beundrer det imponerende stenarbejde. De fine hjørnesten i kanterne er tilhugget og tilpasset rundingen i svingene.

Det er godt varmt, men der er skygge meget af vejen. Der er mange fyrretræer, som vokser på sjov, skrå måde ud af terrenget.

Jo højere vi kommer op, jo flottere bliver udsigten. Her kan vi se ned på Sotirianika, hvor vi kom fra, og bag ved ser vi Messini-bugten.

Et sted kommer vi forbi denne meget smukke og skulpturelle klippe.

Der er mange steder bygget ret høje mure til at holde på vejen.

Og nogle steder er vejen alligevel raset ud. Så kan man se hvordan den er bygget med store, tilhuggede sten i kanterne, og mindre sten og skærver i midten.

Der er flot at kigge tilbage på vejen der ligger så smukt i landskabet.

Og pludselig er vi på toppen, og kan se indover Taigetos-bjerkæden. Den højeste bjergtop vi kan se, er Chalasmenos, som er 2204 meter høj. Helt ude til venstre kan man ane nogle af husene i Altomira. Der går bilvej dertil nu, som går rundt om bjerget vi lige er kravlet op ad.

Vi går ikke hen til Altomira. I stedet går vi hen til en lille kirke, som hverken er gammel, eller specielt smuk. Men der er skygge, og vi kan sidde og slappe af og spise vores madpakke før vi begynder på nedstigningen.

Lidt nede ad vejen er der nogle store fugle der cirkler rundt over vores hoveder. Vi har ikke meget forstand på fugle, men det må vel være rovfugle af en slags. Skriv gerne en kommentar, hvis du har et bud på hvad slags fugl det er.

Stadig må vi stoppe og nyde udsigtien. Helt nede på sletten kan vi se hovedvejen slynge sig. Den har vi kørt på hunderedevis af gange, når vi skal til Kalamata hjemmefra.

Så er vi nede i lavlandet igen, hvor der er dyrket mark, oliventræer og får der græsser, og straks efter er vi i Sotirianika igen.

Godt brugte sætter vi os i bilen og kører hjemad. Det tager en times tid. Vi skriver 25. maj. Det er i dag kafeer og restauranter åbner igen, efter den lange korona-lukning. Det er lidt fristende, men vi er stadig meget forsigtige, så vi kører hjem og spiser ostemadder i stedet.


Jeg havde egentlig en billet hjem til Danmark d. 2. juni, men den blev aflyst. Nu har jeg så en billet med SAS direkte Athen-København d. 13. juni. Så må vi håbe den ikke også bliver aflyst. Ellers går det jævnligt fly med Lufthansa, med mellemlanding i Frankfurt. Det kan være det bliver løsningen. Selv om her er skønt, begynder det at trække i mig at komme hjem til børnene og resten af familien og vennerne.

Det har hele tiden været meningen at Dimitris skulle komme efter lidt senere i sommer, når han er færdig med forskellige opgaver han har her. Men som det ser ud lige nu, kan han ikke komme til Danmark. Der ellers åbnet op for at kærester kan komme på besøg i Danmark, men kun hvis de er fra Norge, Sverige, Finland eller Tyskland. Vi satser på at de snart åbner mere op, så også Dimitris kan komme til Danmark i løbet af sommeren.

Smittetrykket er stadig meget lavt her i Grækenland. Til nu er 175 er døde ud af befolkningen på knap 12 000 000. Nu er de ivrige efter at lukke op for det meste, og få gang i turismen. Den udgør en femtedel af Grækenlands økonomi, så det er klart at det kommer til at mærkes, hvis hele sæsonen går i vasken. Alligevel virker det som de fleste grækere er optimistiske, og også lidt stolte over at de har kommet så godt gennem koronakrisen. De tænker måske, at når de nu har klaret sig gennem 10 år med finanskrise, så klarer de nok også dette.

Comments 7

  1. Finn Bech maj 29, 2020

    Kære Idun. Tak for din delagtiggørelse af gode oplevelser; det gør os hele tiden klogere på det skønne land. Pipfuglen er en rovfugl, det er, hvad jeg med min begrænsede fugleviden kan konstatere (Anne ved sikkert mere). Kærlig hilsen til dig og Dimitris fra Lis og Finn

    Liked by 1 person

  2. Dorrit maj 29, 2020

    Vidunderlig tur og flotte billeder. Man fornemmer et fortidsgrækenland med beskrivelsen af udsigterne, stien og landskabet. Glæder mig til at se dig og forhåbentlig også Dimitris til sommer ❤️

    Liked by 1 person

    • idunstorrud juni 1, 2020

      Ja, det var en skøn tur 🙂. Desværre ser det ikke ud til at Dimitris må komme til Danmark i sommer, medmindre de laver noget om 🙁 Det virker lidt dumt, når Grækenland er et af de lande med lavest smittetryk i Europa.

      Like

  3. Anne Birgitte Gamdrup juni 6, 2020

    Kære Idun.
    Hvor I altså gode til at tage på tur .
    Heldigt ,at I er lige nysgerrige…..og vi andre …at vi kommer “med” på turen !
    Jeg sender ørnen til Hennys Per !
    God tur til DK . Måske ses vi denne gang .
    Knus Anne.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s