I maj 1996 faldt jeg tilfældigt over en annonce i Politiken hvor de søgte lærere til Seminariet for Formgivning i Nykøbing Falster. Det var et seminarium, hvor man uddannede undervisere inden for kunstfag. Jeg søgte, kom til samtale, og til min overraskelse, og delvis forskrækkelse, fik jeg jobbet. Nu var det om at finde en bolig, pakke alle vores ejendele sammen, og flytte til en by hvor hverken børnene eller jeg kendte en levende sjæl. Det vil sige, jeg pakkede ikke alt ned. Jeg lod værkstedet blive i udhuset, og fremlejede boligen. Det kunne jo være at det slet ikke ville gå, og jeg tænkte at jeg ikke ville få tid til at bruge værkstedet det første år uanset.
Men efter et halvt år fandt jeg ud af at jeg ikke kunne undvære mit værksted, og fik lejet mig en værkstedsplads og fik flyttet mit kram derhen. Jeg følte at i undervisningen gav jeg alt hvad jeg kunne inden for mit fag, og jeg havde brug for mit værksted for at tanke op, og blive ved med at have noget at give af.

Det var jo rigtig rart at få et fuldtidsarbejde hvor jeg kunne bruge min uddannelse og få en løn, hvor jeg ikke hele tiden skulle spekulere på hvordan jeg skulle få pengene til at slå til. Jeg kunne også lide selve undervisningen og at planlægge undervisningsforløb sammen med kollegaerne. Se lektorkvalificering.
Jeg var den eneste fastansatte inden for det 3-dimintionelle område, så jeg fik lov til at ansætte gæstelærere i skulptur, hvor jeg selv kun kunne undervise i den mere grundlæggende formforståelse. På den måde lærte jeg Ove Bang Jørgensen at kende. Klassisk billedhugger, og et meget dejligt menneske. En anden gæstelærer i skulptur var Thomas Kadziola. Også en meget dygtig billedhugger og en stor personlighed. Han er nu i gang med et kæmpeprojekt, Dodekalitten, som du kan læse mere om her: dodekalit.dk
Den jeg havde allermest kontakt med, var billedkunstlærer Carsten Krogstrup. Vi blev ansat samtidig, og havde nogenlunde samme opfattelse af hvordan man underviser i kunstfag. Vi udviklede efterhånden nogle meget spændende undervisningsforløb, og jeg må nok sige at det meste af det jeg ved om billedanalyse har jeg lært af ham. Han er en fremragende maler som man kan se og læse mere om her: carstenkrogstrup.dk
Som sagt, det gik ikke længe før jeg fik mit værksted flyttet til Nykøbing Falster. Det er vigtigt at have et værksted, men det er også vigtigt at holde udstillinger. Det er klart at med fuldtidsarbejde og eneansvar for to børn, var det grænser for hvor meget keramik jeg kunne nå at lave. Jeg har det lidt sådan at keramikerdelen af mig altid må holdes levende, for mit velbefindendes skyld. Som en ild, der ikke må gå ud. I de år var det en meget lille flamme, som jeg lige akkurat klarede at holde i live. Derfor er udstillingerne vigtige. Her binder jeg mig op på at vise alverden mit bedste bud, den bedste udgave af det jeg kan, her og nu. Her kan jeg også selv gøre status over hvor jeg befinder mig, og hvor vejen videre går.
Den vigtigste var en separatudstilling i Galleri Catalpa i 2002. Jeg havde haft nogle mindre sammenstød med enkelte af de lokale kunstnere, som ikke mente at kunsthåndværk hører hjemme på den moderne kunstscene. På denne udstilling valgte jeg derfor at betone netop det som er særligt ved kunsthåndværket, og kaldte udstillingen 12 af hver. Det blev uddybet lidt i pressemeddelelsen. Hvis man klikker på den, kan man læse teksten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg genoptog produktionen af stablekopper som jeg havde udviklet mens jeg gik på skolen for brugskunst, men denne gang i en hånddrejet udgave, og med kulørte glasurer udvendigt, i stedet for dekoration.

 

Jeg lavede 12 fade til at hænge på væggen, dekoreret med enkle geometriske mønstre. En del af dem blev solgt til Storstrøms Amt.

 

Af dekorerede skåle lavede jeg faktisk 2 x 12. Jeg kunne ikke rigtig stoppe da jeg først var kommet i gang. Jeg lavede dem i alle størrelser, fra 3 cm til 40 cm i diameter. Jeg laver stadigvæk disse skåle indimellem. Der kommer hele tiden nye ideer til dekoration mens jeg arbejder, nye muligheder der skal afprøves indenfor de rammer jeg har sat mig. Hvis man klikker på et af billederne, kører hele serien som et dias show.

I et lidt groft stentøjsler  lavede jeg sammensatte skåle. Jeg drejede en masse skåle, som jeg skal igennem på langs da de var halvtørre, derefter limede jeg dem sammen  på den anden led. På den måde kan man få nogle forme der bryder lidt med det runde som drejeskiven giver.

Kander som denne har jeg lavete en del af. I modsætning til skålene, hvor der aldrig er to der er ens dekoreret, har disse kander altid det samme mønster, kun med små variationer. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Det er som om de kander og det mønster hører sammen, og så må det være sådan.

De sidste år jeg boede i Nykøbing Falster, fik jeg meget mere tid til at arbejde med min keramik. Dels var børnene blevet store og passede sig selv, og dels var Seminariet ved at trappe ned, for at lukke helt i 2005. Jeg begyndte at frigøre mig fra at tænke at dekoration nødvendigvis betyder mønstre, gentagelse og symmetri. Det blev en udfordring for mig at prøve at lave dekorationen som en komposition i sort og hvidt udover formen.

 

 

 

 

 

 

 

Efterhånden havde gode venner indenfor den lokale kunstnermiljø snakket godt for mig, så jeg endelig, i 2005 blev inviteret til at deltage på kunstudstillingen i forbindelse med det årlige event Lys over Lolland. Det er et meget flot og ambitiøst kulturarrangement som ildsjæle klarer at få op at stå år efter år. Man kan læse mere om det her: lysoverlolland.dk. Det år foregik det i pragtfulde, rå  lokaler i den nedlagte sukkerfabrik i Sakskøbing. Det var en fin afslutning på mine år på Falster.  Samme år, 2005, flyttede jeg til Grækenland. Mere om det i næste kapittel.