Sommeren 1990 flyttede jeg med børnene som nu var 5 og 7 år til et landarbejderhus som vi lejede af Kong Frederik den Syvendes Stiftelse lidt udenfor Jægerspris. Jeg havde efterhånden fået skaffet mig en helt ny keramikovn, som kunne brænde helt op til stentøjstemperaturer, dvs 1200-1300 grader. Den rummer 100 liter, kan rumme en krukke på op til 60 centimeters højde. Den er let og velisoleret og koster næsten ingen penge at brænde. Den har flyttet med mig rundt på de forskellige værksteder jeg har haft, og er nu på mit værksted i Grækenland.

Økonomisk var det meget trangt. Jeg tog et halvtidsjob som rengøringsassistent på et børnehjem, for i hvert fald at have en lille sikker indkomst. Jeg fik indrettet et lille værksted i en tilbygning til huset, og her gik jeg for alvor i gang med at undersøge den nye ovns muligheder.

Skål, 1992, stentøj, højde ca 9 cm, diameter ca 16 cm.

Indtil nu havde jeg været meget optaget af at lave funktionelle, mere eller  mindre anonyme brugsting. Jeg var imod at dyrke kunstneren som en ener, og havde derfor gjort meget lidt for at promovere mig selv som kunstner og keramiker. Men jeg kom efterhånden frem til at vores berettigelse som kunsthåndværkere netop er, at vi kan byde ind med noget særligt, noget anderledes og personligt, og at det derfor er absolut nødvendigt, at gøres sig kendt, blive genkendt og anerkendt for det man laver.

Et godt skub i den retning, var da jeg blev optaget i kunstnergruppen Oktober, som bar dette navn fordi de holdt udstilling sammen hvert år i oktober måned i Frederikssund. Gruppen bestod af væver Anne-Mette Holm, malerne Emma Løsecke Nielsen og Ines Sørensen, billedhugger Steffen Lund og mig .  Hvert år var der et tema for udstillingen, som hver og en måtte forholde sig til på sin egen måde. På den måde blev jeg skubbet lidt ud af min vandte måde at tænke på, og fik strakt mit keramiske virke ud i nye retninger. Det første tema var Viise Dyr.

Ulv blandt får, fad, 1993, stentøj, diameter 24 cm.

Jeg kastede mig over at bruge dyrefigurer som dekorativt element. Dette blev gjort ved at klippe skabeloner ud af avispapir, lægge dem på det fugtige ler og duppe sort farve omkring. Jeg kastede mig også ud i en modellering af en bjørn med en kvindeskikkelse ovenpå, inspireret af eventyret om Kvitebjørn kong Valemon.

Skulptur, stentøj, 1993, ca 20 cm høj.

Året efter var temaet Corpus. Som keramiker var det naturligt at tage fat i krukkeformen. I fagsproget er der mange referencer til menneskekroppen. En krukke har skuldre og hals, og den kan have ører. Jeg gav mig til at dreje krukker der var ret klassiske i formen, og dekorerede dem med sort begitning (lerfarve) på det hvide stentøjsler. Jeg blev helt bidt af at variere overfladen med gentagelsesmønstre ved hjælp af papirskabeloner og skraveringer, en besættelse jeg ikke er kommet mig over endnu, over 20 år efter.

Vase, stentøj, 1994, 19 cm høj

Nu hvor jeg havde fået løsrevet mig lidt fra kun at lave brugsting, ville jeg også gerne lave nogle lidt større, monumentale krukker.

Krukker, stentøj, 1994, ca 50 cm høje.

Jeg havde i disse år også begyndt at lave raku. Først og fremmest i forbindelse med forskellige undervisningsforløb jeg  påtog mig. Raku stammer fra Japan, og er en meget enkel måde at lave keramik på. Leret skal være af en beskaffenhed hvor det kan tåle at brændes hurtig op, og ligeledes afkøles hurtigt. Man tager tingene direkte ud af den varme ovn og ned i en tønde med brændbart materiale, f.eks. savsmuld, hvorefter glasuren ændrer sig, idet der sker en forbrænding uden ilt. Der kommer også krakeleringer i glasuren på grund af den hurtige afkøling.

Her tager jeg en rødglødende skål ud af rakuovnen. 1996.

Tallerkner og skål, raku, 1995.

Raku er en anderledes og mere action-præget måde at lave keramik på. Resultatet afhænger til dels af ting man ikke kan styre. For mig er det noget jeg kan have det sjovt med en gang i mellem, men til daglig udtrykker jeg mig bedre ved at arbejde med stentøj, og på en måde hvor jeg har mere kontrol over hele processen.