Det var blevet tid til min forårsrejse til mit hus i Grækenland. I efteråret rejste jeg frem og tilbage til Grækenland med tog og færge, og den ene rejse er beskrevet i mit forrige blogindlæg. På begge rejser var jeg ude for forsinkelser og aflyste togafgange, så jeg besluttede at denne gang skulle jeg beregne mere tid, og have flere og længere ophold undervejs. Kort sagt ville jeg gerne få mere ud af selve rejseoplevelsen. Jeg købte derfor en interrailbillet til første klasse, som gælder for 15 rejsedage i løbet af to måneder. Så er der rigeligt med rejsedage både til at komme til Grækenland og tilbage igen med mange svinkeærinder undervejs.

København – Hamburg

Min datter, Helle My, havde ferie i den uge hvor jeg ville starte min rejse, og hun ville gerne med på noget af turen. Vi blev enige om at hun tog med til det første stop, Dresden, hvor vi ville have tre overnatninger.

1. marts kl 07.26 rullede vi ud fra hovedbanegården. Sjovt for en gangs skyld at skulle sætte sig ind på første klasse. Der er bedre plads, og der var fin service her om morgenen. Vi fik rundstykker med ost og marmelade og der var kaffe og vand man selv kunne forsyne sig med.

Lidt over kl 12 var vi på Hamburg Hbf. Her havde vi en lille time til at kigge lidt på den flotte station, og få strakt benene.

Hamburg – Dresden

Lidt i kl 13 gik vi ombord i toget til Dresden. Det var et tjekkisk tog, og også her nød vi godt af bedre plads på første klasse. Vi sad på enkeltsæder overfor hinanden, med et lille bord imellem. Lidt efter start kom en tjener med en menu, hvor vi kunne vælge mellem et lille udvalg af retter. Vi valgte henholdsvis schnitzel og knödel med svampesovs. Ikke ligefrem en gourmet-oplevelse, men alligevel dejligt at få serveret varm mad på rigtigt porcelæn.

Selv om vi kunne få servering på vores pladser, skulle spisevognen også prøves, så der blev eftermiddagskaffen indtaget. Spisevogne er noget helt særligt. Jeg skulle ønske de fandtes på alle langdistance-tog.

Dresden

Lidt over kl 17 var vi i Dresden. Vi stod af på stationen inden hovedbanegården, som hedder Dresden- Neustadt, for det var tættest på vores hotel.

Der er en særlig grund til at vi valgte Dresden til vore mini-storby-ferie. En del af vores familie stammer derfra. Jeg vil prøve at gøre det kort: Min mormor, som var dansk, mødte min morfar, som var tysk på et kurophold i Thüringen. Min mormor skulle komme sig efter at have haft difteritis, og min morfar havde dårlige nerver, efter at have deltaget i første verdenskrig. Det må have været i begyndelsen af 1920-erne. De forelskede sig, blev gift, og flyttede til Dresden, hvor min morfars familie boede.

I 1926 blev min mor, Ilse, født, men allerede året efter døde min morfar. Det har ikke været nemt for min mormor, med et lille barn, og uden en forsørger. Indtil min mor skulle starte i skole, boede de tre måneder ad gangen skiftevis hos mormors forældre i Middelfart, og hos svigerforældrene i Dresden. Efter at min mor begyndte i skole, flyttede de permanent til Danmark, og besøgte stadig svigerforældrene i Dresden nogle gange. Men efterhånden som de politiske forhold ændrede sig i slutningen af trediverne, var det ikke så rart at være på besøg i Tyskland længere. Der var lidt brevkontakt med noget familie, som langsomt ebbede ud. Jeg husker svagt fra min barndom i tresserne at der var snak om nogle halvkusiner og grandtanter i Dresden.

Men der var en arv. Sammen med fem slægtninge var min mor arving til en ejendom i Dresden. Det regnede hun ikke med nogen sinde at få noget ud af, eftersom Dresden kom til at ligge “bag jerntæppet” efter krigen. Hun ville nu alligevel gerne se huset, og byen hvor hun havde barndomsminder fra. I 1980 tog hun og jeg en tur til Dresden med DSB, som den gang havde pakke-rejser til mange europæiske storbyer. Det var meget specielt at rejse i DDR på den tid. Meget kontrol ved grænseovergangen, og byerne meget nedslidte og med spor fra ødelæggelserne under 2. verdenskrig. Men vi fandt huset, og fik gået lidt rundt i gaderne hvor hun havde barndomsminder fra.

I 1990, efter Tysklands genforening, blev alle der havde tilgodehavender i det gamle DDR, bedt om at henvende sig til den tyske stat. Det gjorde min mor, og via en advokat fik hun solgt sin andel af huset, og fik endelig sin arv.

Helle My og jeg ville også gerne se huset og hvad der var sket med det efter at det var blevet solgt. Vi fandt det ikke langt fra vores hotel, dagen efter vi ankom. Det er blevet restaureret, og jeg kunne se på Google Maps, at der indtil for nyligt har ligget et fancy konditori i stueetagen

Turist i Dresden

Dresden blev voldsomt ødelagt af de allieredes luftangreb i februar 1945. Der er stadig ikke enighed om rimeligheden i disse bombardementer, på et tidspunkt hvor man vidste at de allierede var tæt på at vinde krigen uanset. Der er også usikkerhed på antallet af dræbte civile under angrebet. Tallet variere mellem 18 000 og flere hundrede tusind. De materielle skader var også enorme. Hele den historiske bymidte lå i ruiner. Da jeg var der i 1980, var der stadig mange spor tilbage efter krigen, Men jeg syntes alligevel at det var en flot by. Elben snor sig gennem byen, og giver fornemmelsen af plads og lys og luft, og folk var imødekommende og venlige.

Nu kan man dårligt ane at byen har været totalt smadret. De historiske bygninger i bygget op i original stil, og nybyggeriet fungerer fint ved siden af det gamle.

Vi ville egentlig gerne have været på tur på Elben med en hjuldamper. Men de sejlede ikke, for turistsæsonen er ikke i gang endnu. Vi valgte derfor at hoppe på en dobbeltdækker-sightseeing bus i stedet. Det var faktisk rigtig rart at blive kørt rundt og få vist steder vi nok ellers ikke ville have set på egen hånd, og også få noget af byens historie fortalt. Vi holdt pause på en meget speciel mælkebar, som var udsmykket med keramiske fliser over det hele.

Med kun to hele dage til rådighed i byen, måtte vi prioritere hvad vi skulle se. Vi besluttede at vælge et museum hver. Jeg valgte porcelænssamlingen på det store Zwinger Palads midt i byen. Det var nu ikke så spændende. Mest det jeg kalde “lagkageporcelæn” hvor det hele er overlæsset med pynt og detaljer.

Så var Helle Mys valg af museum mere interessant: Hygiejnemuseet. Det var et flot og stort museum, med gennemgang af vores forhold til krop og sygdom gennem tiderne. Der var blandt andet en krop i gennemsigtig plastik, hvor alle organerne var synlige udefra. Så kunne man trykke på en knap og få de forskellige organer til at lyse op.

Dresden har godt 500 000 indbyggere, men biltrafikken virkede afdæmpet og rolig. Til gengæld skulle man lige vænne sig til at der kom cyklister susende på fortovene både forfra og bagfra.

Måske skyldtes den afdæmpede biltrafik at der kørte sporvogne i alle større gader. Vi nåede lige at prøve en tur inden vi skulle hver sin vej med toget.

Tjekkiet

Efter at jeg havde sagt farvel til Helle My på stationen, hoppede jeg på et tog mod Prag. Der skulle jeg skifte til et mindre tog, som skulle bringe mig 2-300 km mod øst, til den lille by Novy Jicin, tæt på grænsen til Polen. Der bor min veninde Lucie, med sin mand og sine to drenge. Jeg lærte Lucie at kende da jeg arbejdede på Seminariet for Formgivning i Nykøbing Falster. Hun arbejdede som billedkunstlærer på Carls Universitet i Prag den gang, og vi var på udvekslingsbesøg på hinandens undervisningsinstitutioner. Det må være omkring 20 år siden vi mødtes første gang. Siden har hun besøgt mig flere gange i Grækenland, og jeg har besøgt hende og hendes mand en enkelt gang i Prag. Det er vist 12 år siden. Vi har hele tiden holdt kontakten, og det var et godt tidspunkt for et besøg, når jeg nu var på togrejse gennem Europa.

Lucie underviser ikke længere, og for nogle år siden flyttede familien til den lille by Novy Jicin. Som i mange andre lande, får man rigtig meget mere bolig for pengene, når man flytter et pænt stykke væk fra hovedstaden. Og Lucie og hendes mand, Miroslav, havde brug for plads, for de har en lille virksomhed hvor de laver tryk på T-shirts og andet, som de sælger i deres e-shop.

Her er et link til deres hjemmeside: http://www.eeroplane.com

Desuden er byen et godt sted at vokse op for de to sønner på 8 og 12 år. Med sine ca 20 000 indbyggere er den stor nok til at til at have alverdens fritidstilbud til børn og unge, og lille nok til at man nemt kommer rundt, og naturen omkring er tæt på.

Lucie og Miroslav er vinterbadere, så efter morgenmaden om søndagen, kørte vi ud til en lille sø. De havde hakket hul på isen dagen inden, så de kunne komme i. Drengene og jeg blev på land.

Efter svømmeturen ville den ældste søn, Lumir, gerne vise mig byen. Det er virkelig en hyggelig by, hvor en lille å flyder stille igennem. Vi passerede fem kirker, og især var den store plads midt i byen flot, med husene rundt i barok- og renæssance-stil. Det var helt utroligt hvad den dreng vidste om historie og stilarter. Jeg foreslog ham at tage feriejob som turistguide, men det var vist ingen mulighed, for der er meget få turister, selv om sommeren.

Om eftermiddagen kørte Miroslav Lucie og mig op på en af bakkerne i byens udkant, så vi kunne få set lidt af naturen omkring.

Der er også en slalombakke, hvor begge Lucie og Miroslavs drenge er aktive. Hvis der ikke er nok rigtig sne, laver de kunstig sne, som holder længe, fordi bakken ligge mod nord.

Venedig

To overnatninger havde jeg i Novy Jicin. Ikke megen tid, men det er alligevel utroligt hvad man kan nå at se på en hel dag. En hel dag og to overnatninger var også hvad jeg havde planlagt for Venedig. Jeg rejste fra Novy Jicin om morgenen, og med fem togskift nåede jeg Venezia Mestre kvart i tolv om aftenen. Det er den sidste station før endestationen, Venezia Santa Lucia, som ligger i selve Venedig.

Jeg valgte Venezia Mestre, fordi jeg der kunne finde et rimeligt hotel tæt på stationen. Alt gik som planlagt, og inden kl 24 havde jeg tjekket ind på hotellet.

Næste morgen, efter morgenmad og kaffe på hotellet, tog jeg den korte tur til selve Venedig. Der er jo så meget at se, og selv om der er mange turister også på denne årstid, er der mange små gyder og broer, hvor man mærker den helt specielle Venedig-stemning. Jeg forstår godt at min mor, som var akvarel-maler, elskede dette sted.

Efter at have trasket rundt i en del timer, trængte jeg til at sidde lidt ned, og besluttede mig for at tage en vaporetto (vand-bus) ud til en ø som hedder Burano. Den er kendt for at alle husene er malet i forskellige stærke farver. Sejlturen derud tager lidt over en time. Det er sjovt at se byen fra vandet, og at opleve hvordan alt fragtes på vandet, for eksempel kraner og gravemaskiner.

Så var Burano i sigte, med sit skæve kirketårn, og de kulørte huse.

Nu havde jeg en time til en hurtig lunch og til at gå rundt og nyde alle de kulørte huse, og undre mig over at farver der hver for sig egentlig ikke er særligt pæne, ser spændende ud når der er mange af dem sammen.

Der går vaporetto til og fra Burano en gang i timen indtil ca kl 17.30, så jeg kunne godt have blevet et par timer til. Men jeg ville gerne hjem til hotellet inden det blev mørkt, så jeg tog den næste vaporetto tilbage til Venedig.

Nu var det bare at finde tilbage til togstationen Santa Lucia. Den ligger mere eller mindre på den anden side af byen, fra der hvor vaporettoen lagde til. Det er højst et par kilometer i luftlinje. Jeg havde ikke lige tænkt over hvordan jeg kom derhen om formiddagen. Jeg havnede nærmest tilfældigt der hvor vaporettoen gik fra.

Google Maps var ikke min ven i dette tilfælde. Den kunne slet ikke finde min position i de små gyder, og ledte mig bare rundt i ring. Men så opdagede jeg noget. På nogle af hjørnerne i de større gyder, stod der skilte med retningen til forskellige knudepunkter. Så da jeg fandt et hvor der stod Alla Ferrovia, vidste jeg at jeg bare skulle følge disse skilte for at komme til jernbanestationen.

Jeg måtte lige nyde et sidste blik over Canal Grande, før jeg tog toget de 10 minutter hjem til hotellet. Jeg var godt træt i benene. Telefonens skridtmåler sagde at jeg havde gået 17,3 kilometer.

Venedig – Patras

Næste dag tog jeg så toget til Venezia Santa Lucia igen, for at gå den lille kilometer ned til havnen hvor færgen til Patras lægger til. Eller lagede til. Jeg kunne tydeligt huske hvor det var, fra sidst jeg tog den færge for ganske kort tid siden. Det er så 14 år siden, når jeg tænker efter. Google Maps var enig. Der skulle gå færger både til Patras og Korfu og mange andre destinationer. Men både Google Maps og jeg tog fejl. Der var ingen færge. Jeg fik spurgt en mand, som kunne fortælle mig at færgehavnen flyttede for ca tre år siden til et sted der hedder Fusina, inde på landsiden. Der var heldigvis god tid til færgen skulle sejle kl 11.30, men det ville ikke være muligt at gå, så manden skaffede en taxa, som kørte langt og længe, før vi nåede færgehavnen. Ærgerliges 50 euro, men billigt for at nå at komme med færgen. De går ikke hver dag.

Jeg var egentlig glad for at blive bragt helt ud til færgen. I vore dage er der ikke mange der rejser uden køretøj med de store færger, så det kan godt være lidt svært at finde frem til indtjekningen mellem personbiler og lastvognstog.

Jeg havde bestilt en billet med køje i en sovesal for kvinder, med tanke på at købe en rigtig kahyt ombord. Det viste sig nu at være en meget udmærket sovesal. Der var tæpper og rent sengetøj og der var dør med låsekort. Der var 40 senge, men vi var kun en ung græsk kvinde og mig. Så det var helt fint.

Nu kunne jeg slappe af i 33 timer. Det har egentlig været meget godt på denne rejse. Jeg har haft nogle meget hektiske dage med oplevelser, og så nogle lange rejsedage, hvor jeg bare har kunnet sidde og fordøje alle indtrykkene. Jeg sad og strikkede og hørte lydbog, og snakkede lidt med et fransk par på min egen alder, som var på cykeltur. Nogle rigtige eventyrere. De havde blandt andet været i Kina på cykel. Nu skulle de besøge nogle venner i nærheden af Kalamata. Det er ikke så langt fra min landsby, så det kan være de kommer og besøger mig.

Om morgenen sejlede færgen ind mellem Korfu og fastlandet, og lagde til i Igoumenitsa. Her kørte rigtig mange af trailerne i land. Jeg tænker mange af dem kører tværs over Nordgrækenland til Tyrkiet.

Klokken 22.30 om aftenen lagde vi til i Patras. Også her har de flyttet havnen udenfor bymidten, så jeg spurgte i skibets reception om der var nogen bus ind til byen. Det var der ikke, men han lovede at der ville være en taxa. Som sagt, der er ikke mange uden køretøj med færgen, i hvert fald ikke på denne årstid. Vi var fire fandt jeg ud af da vi gik i land. Et ungt par som valgte at gå ind til byen, og jeg og en tysker som deltes om taxaen ind til centrum.

Her havde jeg bestilt et hotelværelse. Næste morgen skulle jeg tidligt op og med bussen til Kalamata kl 8.20. Busturen tog godt tre timer. Ved lufthavnen i Kalamata havde jeg langtidsparkeret min bil. Den stod nyvasket og parat da jeg kom for at hente den. Jeg ville egentlig stoppe for at spise frokost et sted i Kalamata. Men nu trak det i mig for at komme hjem til Milea, så jeg nøjedes med at købe ind i et supermarked, og køre lige hjem.

Her lignede alt sig selv. De gamle mænd på torvet kunne fortælle at alt var som det skulle være i landsbyen. Ingen større begivenheder siden jeg rejste derfra for tre måneder siden.

Jeg er rigtig glad for at have et hjem i Køge, tæt på børnene, barnebarn og resten af familien. Men en del af mig føler mig også hjemme her i Milea, og nu skal jeg nyde fem uger med græsk forår.