En rigtig rejse

Jeg har hus i Grækenland, og rejser derned flere gange om året. Det var på tide at finde ud af om jeg kan rejse på en mere miljøvenlig måde, uden at det blev for dyrt, og heller ikke for ukomfortabelt. På http://www.interrail.eu findes en masse forskellige interrailbilletter. Jeg valgte en seniorbillet med 7 rejsedage indenfor en måned. Den kunne lige passe med at jeg kunne komme hjem til Danmark fra mit efterårsophold, og tilbage til Grækenland til olivenhøsten tre uger senere. Her er beretningen om første del af turen, altså turen hjem fra Grækenland.

Forberedelse

Det er så nemt at bestille en flybillet. Du går bare på nettet, søger efter muligheder, og finder let en forbindelse der passer med tidspunkter og din økonomi. Så nemt er det ikke når du vil rejse på landjorden. Der er rigtignok en Rail Planner knyttet til interrailbilletten, og den fungerer også fint, men der er så mange muligheder; hvilken rute vil man vælge, hvor vil man overnatte, er der andre transportmidler der giver bedre mening? Først skulle jeg beslutte om jeg ville tage tog hele vejen gennem Østeuropa, eller færge til Italien, og tog derfra til Danmark. Det første virkede for uoverskueligt, så jeg valgte den anden mulighed. Men også der er der flere muligheder. Der går færge fra Patras på Nord Peloponnes til tre italienske havne: Bari, Ancona og Venedig.

Jeg valgte Bari, som er den sydligste. Kahytterne var sindssygt dyre, fordi jeg var sent på den, og der kun var luksus kahytter til rådighed. Så jeg valget Air Seat, som næsten ikke koster noget. Det var jo kun en overnatning, så det kunne nok gå. Derfra var det nemt nok at bestille tog resten af vejen. Billetterne lægges ind på telefonen, og de kan ændres under vejs, hvis man skifter mening. Jeg valgte at have en overnatning i Bologna. En stillestående overnatning, mellem to der bevægede sig ville være godt, tænkte jeg.

Let oppakning

Jeg har lært af min mor, som elskede at rejse livet igennem, at man skal rejse let. Max 5 kg, sagde hun, da jeg tog afsted på min første interrail-rejse som 17-årig i 1972. Det har jeg ikke altid overholdt, men denne gang gjorde jeg. Jeg rejste fra mit ene hjem i Grækenland til mit andet hjem i Danmark. Rejsen ville vare få dage, så jeg skulle kun medbringe det jeg skulle bruge undervejs.

Jeg var rigtig glad for den lette oppakning. Når man sidder i tog rigtig mange timer hver dag, er det dejligt at kunne gå lidt rundt uden at slæbe en masse bagage hver gang der er togskifte, og det er også meget nemmere at gå rundt i toget og finde plads til bagagen.

Turen til Patras

Kalamata busstation

Tidligt fredag morgen startede jeg bilen i min lille fjeldlandsby, Milea, og kørte 50 km til den nærmeste større by, Kalamata, hvor havde jeg aftalt langtidsparkering for bilen. Herfra skulle jeg videre med bus til Patras.

Før var der tog mellem Kalamata og Patras med flere afgange hver dag. Nu er toglinjen nedlagt, og der går kun bus tre gange om ugen. Busturen tog tre og en halv time,og derefter havde jeg fem timer til færgeafgang. Tid nok til at gå lidt rundt i Patras, og få mig et lækkert og mættende måltid.

Færgeturen

Færgen fra Patras til Bari

Færgen var tydeligvis mest beregnet til lastbiler med containere. Men der var hvad der skal være af cafeteria, bar og siddepladser ude og inde.

Air Seats

Air Seats viste sig at være en god løsning. På denne årstid er der ikke så mange rejsende udover lastbil-chauførerne, som sover i deres biler, så der var masser af plads. Jeg kunne lægge mig på tre sæder, og sov udmærket.

Efter solnedgang

Udsejlingen fra Patras var meget smuk. Vejret var mildt og himmelen klar. Vi sejlede kl. 17.30, så indtil det blev mørkt ved 19.30 tiden, var der flot udsigt til fastland og øer vi sejlede forbi. Færgen sejler langs kysten af Grækenland, og gør ophold i Igoumenitsa i Nordgrækenland, før den krydser over Adriaterhavet til Italien. Sejlturen tager 16 timer.

Bari

Bari i sigte

Næste morgen kunne vi se det italienske fastland, stadig i flot vejr. At komme til stationen fra færgen var lidt bøvlet, for det er en ret stor havn, og ikke beregnet på gående trafik. Der gik vistnok en bus, men jeg valgte at gå. På den måde fik jeg også set en smule af Bari by. og købt mig en lækker pizza til togrejsen.

Bari Centrale

Toget langs Adriaterhavet til Bologna

Det var et hurtig-tog, og jeg var heldig at få en vinduesplads i højre side. Det var der den gode udsigt var, eftersom toget kører langs havet det meste af vejen.

17.15 var vi i Bologna, hvor jeg havde bestilt hotel. Jeg var lidt sent ude med at bestille, så mit hotel var ret dyrt, og lå et lidt kedeligt sted i udkanten af byen. Men det var nu rart nok med en god seng og et bad. Efter en lækker morgenmad på hotellet, gik jeg til stationen i god tid, så jeg kunne nå at se lidt af Bologna inden jeg skulle videre.

Tog gennem alperne til München

Toget jeg skulle med til München skulle gå kl. 11.52. Få minutter inden stod der på skærmen at det var 5 minutter forsinket, da 5 minutter var gået, stod det at det var 15 minutter forsinket, og dernæst: Toget er aflyst!

Der ville gå et nyt tog til München to timer senere, men sammen med et tysk par jeg var kommet i snak med, besluttede vi at tage et lokaltog til Bolzano som gik lige efter. Det føltes bedre at komme et stykke i den rigtige retning, end at vente på et andet tog, som måske også ville være forsinket.

Det var en fin og hyggelig tur med mine nye tyske venner, som også var på interrail. De havde været i Rom og Firenze, og var på vej hjem til München.

I Bolzano, som er den sidste station i Italien før Østrig, stod vi af, og der var god til både en lille gåtur og kaffe og kage, før vi kunne stige på toget til München. Det var det samme tog som vi kunne have ventet på i Bologna. Det var selvfølgelig propfyldt, eftersom det skulle have passagererne fra to tog i ét. I den vogn vi kom ind i, var der to kupeer hvor der stod udstyr til café – vognen. Den ene var åben, og havde tre ledige sæder. Der møvede vi os ind. Lykken varede dog kort, for der kom en sur togkontrollør og smed os ud.

God plads så længe det varede

Det ville være umuligt at finde plads til tre i samme kupé, så jeg og begav mig i vej for at se om der skulle være en enkelt ledig plads et sted. Jeg var heldig og fandt en kupé, hvor der sad fem tyske kvinder, så der var lige en plads til mig. Jeg elsker tog med de gammeldags kupéer. Når man sidder sådan sammen, seks mennesker i et lille rum, er det nemt at komme i kontakt. Fire af kvinderne var på vej hjem fra en forlænget weekend i Venedig, hvor de havde været på Kunst-biennalen.

Den sidste havde besøgt venner i Padova. Det viste sig at hun havde arbejdet som rejsearrangør for Deutsche Bahn, så fra hende fik jeg gode fif om billetter og pladsbilletter til tog i Europa. Det er nemlig ikke altid Interrail kan betale sig. På http://www.trainline.com kan man finde de bedste og billigste tilbud på togrejser i hele Europa, lidt ligesom når man søger efter flybilletter på nettet.

Lang nat gennem Tyskland

Jeg havde beregnet god tid til alle mine togskift, men da jeg nu sad i et tog, som havde afgået fra Bologna to timer senere, og det nu også begyndte at være forsinket, var jeg i tvivl om jeg ville nå toget til Hamburg. Det ville ikke være nogen katastrofe. Interrailbilletten ville gælde uanset, og der ville være en afgang kl. 23. Jeg havde bare ikke så lyst til at tilbringe over to timer på banegården, og måske ikke nå min forbindelse fra Hamburg til København.

Jeg løb derfor hen til perronen hvor mit tog skulle gå fra. Også det tog var lidt forsinket, så jeg kunne nå hen til kiosken og proviantere vand og sandwich til rejsen. Jeg havde egentlig håbet på at jeg kunne få plads i en sovevogn på denne strækning, men det viste sig at der slet ikke var nogen sovevogn på dette tog. Godt det samme, skulle det vise sig.

Så kom toget, og jeg gik ind og fandt mig en plads. Så lød der en stemme i højtaleren. Vi måtte påregne yderligere forsinkelse. Togets computer var i stykker. Hun sagde at de ville slukke og tænde igen, så vi skulle være forberedt på at om lidt blev der “ganz dunkel”. Og det gjorde der, men det hjalp ikke. “Es hat den Geist aufgegeben”, sagde hun. Den har opgivet ånden.

Der blev fremskaffet et nyt tog, og godt en time forsinket, rullede vi afsted. Jeg havde fået to sæder for mig selv, så jeg fik da sovet en del i løbet af de 9 timer rejsen varede.

Hjem fra Hamburg med DSB

Hamburg Hbf

Det var stadig halvmørkt da vi kom til Hamburg, og selv om vi var en time forsinket, havde jeg stadig to timer til toget til København skulle afgå. Nok til at få en god gang kaffe og morgenmad, og gå en tur rundt om banegården. Der er en særlig stemning sådan en tidlig morgen på en travl banegård.

Jeg prøvede at få pladsbilletter til toget til København, men de var udsolgt. Det var bare at stå på toget og håbe på det bedste. Jeg fik mig også en udmærket plads, selv om toget var ret fuldt. Det var min plan at stå af i Ringsted, og skifte til et tog til Køge Nord. Men da dette tog også var lidt forsinket, kunne jeg ikke nå at skifte tog. Til gengæld var jeg så heldig at min datter, Helle My, ikke havde noget i mod at køre til Ringsted og hente mig der.

Hjem til dansk efterår

Den sidste del af turen havde været noget anstrængende, men på trods af alle forsinkelser og aflysninger, var jeg hjemme på det tidspunkt jeg havde planlagt. Forsinkelser er åbenbart noget som man skal regne med på europæiske tog. Men med god tid til togskifter var det egentlig ikke noget problem

Men kan det betale sig?

Det er jo et relevant spørgsmål, men også svært at besvare. For hvilke værdier skal jeg måle det efter? Jeg vil dele det op i disse fire: Penge, tid, klimagevinst og oplevelse.

Penge: Min interrailbillet kostede 2030 kr. Det er en seniorbillet, med 7 rejsedage i Europa i løbet af en måned. Da jeg kun har brugt 3 af mine 7 rejsedage, og kommer til at bruge resten på turen tilbage til Grækenland om et par uger, regner jeg togbilletten til 1015 kr.

Færgebilletten kostede 500 kr. og obligatorisk pladsreservation i toget mellem Bari og Bologna 75 kr.

Sammenlagt giver det 1590 kr. for billetten fra Patras til Ringsted. Seniorrabat på interrailbillet og færgebillet udgør 350 kr, så 1940 kr. er det billigste man kan gøre turen uden rabatter. Hertil kommer hotelovernatning og måltider undervejs, så hele turen kommer nemt op på 2500-3000 kr. Det er noget mere end jeg normalt betaler for en flybillet, hvor jeg plejer at betale i omegnen af 2000 kr. Men voldsomt dyrt er det jo ikke.

Tid: Turen tog mig tre og et halvt døgn. Flyveturen tager ca. tre timer fra København til Athen. Så ja, det tager tid. Hvis man kun har en uges ferie, duer det jo ikke. Men er man pensionist som jeg, eller vælger at holde færre og længere ferier, er tre og et halvt døgn jo ingen ting. Især hvis man tænker på rejsen som en oplevelse.

Klimagevinst: Hvis man søge på nettet, er der ret mange forskellige udregninger på hvor meget CO2 udslippet er i forskellige transportmidler. Hvis jeg sammenligner tog og fly, finder jeg at der er mellem 4 og 7 gange så meget CO2 udslip ved at flyve. Ved at rejse med færge i stedet for fly, er CO2 udslippet ca. det halve. Der som sagt mange måder at udregne det på, men der er ingen tvivl om at man sparer miljøet for rigtig meget CO2 ved at rejse med færge og tog.

Oplevelsen: Det er jo en værdi som ikke kan måles og vejes. Og det der er spændende for den ene, er et mareridt for den anden. For nogle ville aflyste tog nok være frustrerende, mens for mig var aflysningen af toget fra Bologna noget af det sjoveste, og der hvor jeg lærte flest mennesker at kende. Sejlturen var også et højdepunkt for mig, især udsejlingen fra Patras. Jeg kan også virkelig godt lide at køre med tog, at sidde med musik eller en god lydbog i ørene, og se Europa fare forbi.

Til oplevelsen hører også muligheden for at gøre ophold og besøge byer og steder undervejs. Det har jeg ikke rigtig benyttet mig af denne gang, men det er helt klart med i overvejelsen til fremtidige turer.

For jeg kommer helt sikkert til at rejse oftere på denne måde. Fanatisk er jeg ikke, så jeg kommer nok også til at flyve en gang i mellem. Men når jeg kan og har tid, vil jeg foretrække tog og færge.

Comments 3

  1. Ola Brage Hansen november 1, 2022

    Takk for beretningen om en reise i Ilses ånd Idun,

    Ha fine høstdager og innhøsting av oliven når det er tid for det!

    ola

    Med vennlig hilsen

    Ola Brage HansenLeder – Prøvenemnda for Produksjonsteknikk – Viken, region Buskerud Medlem – Prøvenemnda for Produksjonsteknikk – Vestfold og Telemark

    Mobil: +47 90 91 02 12 Email: ola ola.brage.hansen@eddatrykk.no@bragehansen.com

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s