Mit første forsøg var for 38 år siden. Min mor havde nogle år forinden købt et lille hus i den græske landsby Milea, og jeg skulle besøge hende der for første gang. Hun var akvarelmaler, og havde købt huset for at have en base for sine maleture. For at finde motiver, vandrede hun frygtløs rundt i de barske Taigetos-bjerge på Peloponnes. Det var før der fandtes vandrekort med afmærkede stier, for ikke at tale om mobiltelefoner med GPS. Til gengæld var de gamle stier der forbandt landsbyerne, stadig i brug, og man kunne finde hyrder som man kunne spørge om vej, hvis man var faret vild.

Alt dette var min mor ivrig efter at vise mig, og jeg forelskede mig også hurtigt i det flotte landskab.

Her er et par billeder fra mit første møde med Taigetos-bjergene i 1982.

Min mor viste mig først stier hun kendte, og havde gået før, og jeg lærte at overnatte under åben himmel og at få kold neskaffe og tørt brød til morgenmad. Det næste hun gerne ville, var at have mig med op på det højeste bjerg på Peloponnes, Profitis Ilias, Profeten Elias, som er 2407 meter højt. Der havde hun ikke selv været endnu, og hun havde hørt at der skulle findes en sti hvor vi kunne komme op på toppen fra vores side, dvs. fra sydvest.

Den første dag nåede vi op på ca 1000 meters højde, hvor der er en stor granskov, og fint at overnatte. Næste morgen skulle vi så videre, ad den sti min mor havde hørt om. Det gik fint til at begynde med, men så kom vi til et sted hvor der ikke var nogen rigtig sti, og stejl skrænt med rullesten på begge sider. Der måtte jeg sige stop. Det kunne min højdeskræk ikke klare, så vi vendte om.

Jeg har altid ærgret mig lidt over at jeg ikke kom derop. Det er et meget karakteristisk bjerg, formet som en pyramide, og det dukker op i synsfeltet fra alle mulige vinkler, når man kører eller går ture i området. Hver gang kigger jeg op på det, og tænker at jeg har noget ugjort der.

Profeten Elias set fra øst i april, fra syd i juni og fra vest i oktober.

Efterhånden er det blevet meget nemmere at gå i bjergene i området. Man kan købe gode kort, og vi kan bruge GPS-en på vores mobiltelefoner. Desuden er der kommet bilveje mange steder, så man ikke behøver at gå hele vejen.

Jeg har også fundet ud af at der er en anden vej op på toppen af Profeten Elias, som vi ikke var klar over da jeg forsøgte at komme derop med min mor i 1982. Der går en meget bedre mærket, og knap så stejl sti fra den anden side af bjerget, altså fra nord-øst, fra Sparta-siden.

Og i mellemtiden er min datter, Helle My, som ikke engang var påtænkt den gang, blevet 34 år, og interesseret i at vandre i bjergene. Vi har i nogle år snakket om at vi vil op på Profeten. Men det skal være sommer eller efterår, for vinter og forår ligger der sne.

I år skulle det være. Helle My kom til Grækenland midt i oktober, og vi planlagde at tage afsted d. 21. Vi pakkede rigeligt med vand, og ekstra tøj i rygsækken. For selv om det er badevejr ved kysten, er det noget ganske andet i 2400 meters højde. Man regner med at temperaturen falder med ca 1/2-1 grad pr hundrede højdemeter. Vi regnede med at der ville være 8- 10 grader på toppen, og det kom ca til at passe.

I luftlinje ligger Profeten Elias kun 14 km fra mit hus i Milea. Men eftersom vi skal rundt om bjergmassivet, og op på den anden side, skal vi køre over to timer før vi er der hvor vi begynder vandreturen.

—

Vi starter kl 8 fra Milea, og ca 10.30 parkerer vi bilen ved en turisthytte, som er bygget af Sparta Vandrelaug. Her kan man overnatte, hvis man gerne vil starte meget tidligt. Der er tydeligvis mange der går op på bjerget fra denne side, for ruten er tydelig afmærket, og vi møder flere par og grupper på stien.

Turisthytten ligger på 1500 meters højde, så vi mangler altså “kun” ca 1000 højdemeter. Der står et skilt om at det tager 2 timer og 45 minutter at nå toppen. Det ville Helle My sikkert godt kunne, men det er nok ikke beregnet på 65-årige som ikke ligefrem er i topform. Men vi har god tid, det bliver først mørkt ved 18.30-tiden, så det skal nok gå.

Første del af stien går gennem gran-og fyrreskov, og så snart vi er ude af den, kan vi nyde udsigten mod syd, helt til spidsen af halvøen.

Stadig flot, men skyer nærmer sig og truer med at tage udsigten.

Jeg er ved at være godt forpustet, og overvejer om jeg skal lade Helle My gå alene det sidste stykke. På den anden side. Det er koldt at sidde stille, og det ville være et stort nederlag ikke at nå derop. Helle My nægter også at efterlade mig, så jeg tager mig sammen og fortsætter.

Vi nærmer os. kun 187 højdemeter igen.

Nu kan vi se toppen, og det er motiverende. Vi møder en flok græske gutter på vej ned, som advarer om at det sidste stykke er hårdt, men udsigten er det hele værd. Og det første har de ret i. Det sidste stykke er virkelig hårdt, med stor stigning, og løse sten på stien.

Det med udsigten kommer dog ikke til at passe. Vi er praktisk talt inde i skyerne.

Vi nåede toppen! Det tog os 3 timer og 10 minutter. Lidt skuffende at vi ikke kan se den flotte udsigt, men gang i mellem åbner skyerne sig lidt, og vi kan se noget af bjergene mod syd. Mærkeligt at tænke på at min landsby, Milea, ligger kun 14 kilometer i den retning.

Så er vi på vej ned igen, glade og stolte. Det blev så ikke med min mor, men med min datter jeg kom op på toppen af Profeten Elias. Det er en god fornemmelse endelig at have gennemført. Og jeg gør det gerne igen. Helst lidt tidligere på efteråret, og helst med nogle gamlinger på min egen alder, så vi kan tage det i lidt langsommere tempo.