Storhed og forfald, efterårstur til Nafplio

32 udsigt

Udsigt fra Mykene

Traditionen tro har jeg inviteret Dimitris på en udflugt i anledning af hans fødselsdag. Hans fødselsdag er i marts, men da havde vi ikke tid, så det blev en efterårstur i stedet.

Nafplio er min græske yndlingsby. Jeg har været her flere gange i løbet af de sidste 15 år, men altid kun for en enkelt overnatning. Byen er fin fordi den gamle bykerne er nogenlunde uspoleret, og det er hyggeligt at gå i de små gader, selv om man må dele dem med en del andre turister. Byen har et lidt italiensk præg. Måske fordi meget af byen og de to borge der omgiver den, er opført da området var under venetiansk herredømme. Det var det i to omgange, fra slutningen af 1300-tallet til 1715, hvor tyrkerne overtog igen. Tyrkerne har også præget byen, bl. a. med flere fine moskeer.

Desuden er Nafplion det oplagte udgangspunkt for udflugter til arkæologiske seværdigheder som amfiteateret Epidauros, og borgruinen Mykene.

Nu skal dette ikke blive en længere historisk afhandling, men må bare lige nævne at Nafplio var Grækenlands første hovedstad. Efter frihedskrigen, da tyrkerne var blevet jaget ud, var Nafplio hovedstad fra 1828-1833, hvorefter Athen blev den nye hovedstad.

Over det første bjerg

Tilbage til vores tur: Vi startede lørdag morgen, og som sædvanligt tager vi ikke den hurtigste, men den mest interessante vej. Først skal vi køre sydpå, for at krydse vores egen, halvø,Mani, så over den næste halvø, over bjergkæden Parnon, og så op langs kysten til Nafplio.

Scan_20191024 (2)

Forfald og frugtbarhed

Efter lidt over en time er vi i Githion, og følger kystvejen et lille stykke. Lige efter byen, med fantastisk udsigt over byen ligge, eller skal vi sige lå, et flot hotel. En perfekt kulisse for en post-apocalypse-movie, som min søn, Erik sagde, da vi kørte forbi tidligere i sommer.

2 glemt hotel4 glemt hotel3 glemt hotel

Næste udsigt kunne måske bruges i samme film: Her ligger et skibsvrag, og tager sig vældig pittoresk ud. Det har det gjort det så længe jeg har fartet rundt i dette område, og det nærmer sig snart 40 år.5 glemt skib

Det har altid undret mig at dette område, med de fine sandstrande ikke er mere udnyttet for turisme. Måske fordi de har andet at leve af? Dette flade område mellem de to bjergkæder, Parnon og Taigetos, er meget frodigt. Der er floder som har vand hele året, og derfor kan bruges til vanding i den tørre årstid. Vi kører igennem kæmpe områder med citrusfrugter og bugnende oliventræer, og vi må lige stoppe og se de fine vandingskanaler.

7 vandingskanal8 frø6 afgrøder

Over det næste bjerg

Efter byen Skala skal vi op over Parnon bjergkæden. Vejen er ret god, og snor sig op igennem skovklædte bjerge. Nede ved kysten er der stadig sommertemperaturer, men her i bjergene, omkring 1000 meters højde, er det tydeligt at det er efterår. Lyngen blomstrer, og et sted er der modne spise-kastanjer. Vi samler en posefuld op, af dem der er faldet udenfor hegnet.

10 kastanjer11 kastanjer

Kystvejen

Snart snor vejen sig nedover på den anden side, og vi når Leonidias, en halvstor by næsten nede ved kysten. Nogle gange, når man kører igennem disse byer langt ude på landet, tænker man på hvad folk mon lever af her. Lige udenfor byen får vi tog et hint om at de nok lever af at producere grøntsager. Der er et kæmpe område fyldt med drivhuse mellem marker med oliventræer. Her kan de dyrke alt muligt hele året.

14 leonidias

Vejret har skiftet, men kun lige her. Så snart vi kommer lidt nordpå langs kysten, skinner solen igen. Vi passerer forbi et beskyttet vådområde, hvor plancher fortæller os at der er masser af spændende fugle at se, når de er på træk. Vi ser nu kun nogle ænder og blishøns, men det er et dejligt fredfyldt sted, så vi holder en lille pause, og spiser vores medbragte ostemadder.15 vådområde

En god seng og et godt måltid

Efter en times kørsel,  kan vi se Nafplio på den anden side af bugten. Snart er vi fremme, og vi parkerer bilen nede ved havnen, og begiver os til fods in i byen, for at finde det lille hotel vi har bestilt for 3 nætter. Den gamle by er ikke stor, så det er nemt at finde. Hotel  Isioni er lille og hyggeligt, og ligger i en af de små gader.

17 hotellet Efter vi har installeret os, går vi ud for at finde et spisested. Efter at have gået rundt i de små gader i lang tid, ender vi med at spise hos den der ligger lige overfor hotellet. Den hedder Alaloum, som betyder kaos. Maden er fortræffelig, og betjeningen venlig, så det var et godt valg. På billedet ses vores hotel Isioni på højre side, og tavernaen, Alaloum, lidt længer oppe på venstre side.

Der er morgenmad på hotellet. Det er lidt af et chancespil at bestille morgenmad på græske hoteller. Det kan være alt fra en kop neskaffe med ristet brød og marmelade, til et godt, solidt måltid, som kan holde dig kørende en halv dag. Her er vi heldige. Der er god filterkaffe, frisklavet juice, forskellig slags brød, spejlæg, yoghurt med honning og kage.

Mykene

Godt med et solidt morgenmåltid, for i dag skal vi ud og se det der nok er den vigtigste grund til at vi ville til Nafplio. Vi skal ca 20 km mod nord og besøge det antikke Mykene. Jeg var her for 12 år siden med min datter, Helle My. Det var midt om sommeren, og jeg har hele tiden gerne villet tilbage på en køligere årstid. Ikke at det er særlig køligt nu, men 26 grader er alligevel mere behageligt en 32, når man skal gå rundt og kigge på gamle sten hele dagen. Dimitris har ikke været her siden han var her på ekskursion som skoleelev. Det han husker bedst, er at han blev meget køresyg i bussen.

Det er flere ting der gør Mykene værd at besøge. For det første ligger det fantastisk flot til, på en høj i udkanten af Argolis-sletten.

29 udsigt

Dette var hovedsæde for den Mykenske kultur, som havde sin storhedstid mellem ca 1600 til 1100 før vor tidsregning (fvt).  Det var et rigt og velorganiseret samfund, med nære forbindelser til den Minoiske kultur på Kreta. I de de store gravkamre fandt man foruden rige guldskatte, genstande fra det nordlige Afrika, og fra andre steder rundt Middelhavet  og højt op i Europa.

Det der også gør Mykene så interessant, er at det er så velbevaret. Man kan tydeligt se bygningsstrukturerne, og få et indtryk af hvordan det en gang har set ud. Fantastiske mure står stadig, og får en til at undre sig over hvordan man på den tid kunne flytte så store sten.

Men måske er det aller mest imponerende de store cirkulære gravkamre. Det der er mest intakt, er næsten 15 meter i diameter, og over 13 meter højt. Et fantastisk smukt rum.

Det nederste billede er fra da jeg var i Mykene sammen med Helle My for 12 år siden. Her får man et godt indtryk af rummets proportioner.

21 gravkammer20 gravkammer

SANYO DIGITAL CAMERA

SANYO DIGITAL CAMERA

 

Museet er absolut også værd et besøg, selv om mange af de fineste ting er bragt til det store Arkæologiske Museum i Athen. Nedenfor er et udpluk af den keramik jeg fandt mest interessant. Klik på billederne for at se dem i større format.

Der er også fragmenter fra fresker fra ca 1300 fvt. Ubegribeligt at der overhovedet er bevaret noget af dem.

Hotel Belle Helene

På vej tilbage til Nafplio, kun nogle kilometer fra Mykene, kommer vi forbi en landsby af samme navn. Her ligger hotel Belle Helene, House of Schliemann.  Jeg så det da vi kørte forbi om morgenen. Der har vi lyst til at stoppe og få aftensmad. Jeg har læst om dette hotel, bl a. i Arve Torkelsens bog, En flik av Hellas. Det har boet en hel masse kendisser der. Det er både et hotel, en restaurant og et museum. Museet er tilegnet den tyske arkæolog Heinrich Schliemann, som var den første til at forestå udgravninger i Mykene i 1860-erne.

Vi er de eneste gæster, men vi kan sagtens få mad. Desuden er museet gratis for kunderne. Vi nyder et dejligt måltid med stegte auberginer. Bagefter vil vi se museet. Det består af et rum med fotos fra gæstebøgerne, hvor de forskellige kendisser har skrevet deres navne, og nogle gange skrevet og tegnet lidt. Det er ret primitivt præsenteret, og svært at dechifrere hvad der egentlig står.

Ovenpå er der fem værelser, hvoraf det ene ikke lejes ud, da det er Schliemanns værelse, som står som da han sidst boede der i 1867. De andre har navne efter de mest kendte kendisser, som Agatha Christie og Carl Jung.

Det virker noget slidt og spøgelsesagtigt. En følelse af at være med i en surrealistisk film. Endnu mærkeligere bliver det da der pludselig starter et fyrværkeri udenfor det åbne vindue. En hest vrinsker forskrækket, og en mand kommer ud og beroliger den. Det er nu ikke til ære for os, men for et bryllup der fejres længere oppe i landsbyen.

95 belle helene fyrværkeri94 belle helene hest

For sjov skyld spørger vi værten hvad det koster at bo på værelserne. Det er faktisk billigt. 40 euro pr nat. Der er fælles bad for de fire værelser der lejes ud, men tænk, for 40 euro kan man overnatte i et værelse hvor der har boet kendisser som Allen Ginzberg, Henry Miller, Virginia Woolf og mange mange flere. Lidt mere spooky er det at også Himmler, Goebbels og Göring har boet her…

En smag af Italien

Vi kører tilbage til Nafplio. Selv om det var et dejligt måltid vi fik på kendis-hotellet, kan vi godt klare en dessert. Jeg kan huske at der er en butik med lækker italiensk is, så der må vi hen. En passende slutning på en lang dag.

Flere gamle sten

Næste morgen vil Dimitris gerne se en anden af de Mykeske borge, nemlig Tyrins, som ligger lige udenfor Nafplion. Jeg må nok sige at Tyrins er for de særligt interesserede. Det er ikke så nemt at aflæse hvordan det i sin tid har set ud, som i Mykene. Men det er da imponerede stenarbejde. Som porten her. Sådan kunne man altså lave en åbning i en massiv kæmpesten-mur. Lidt forstærkning har man dog fundet nødvendigt i vor tid.

Og så er der også her er ret flot udsigt over det omkringliggende land.

51 tyrins50 udsigt fra tyrins

De glemte togene

Der er masser af dag tilbage, og vi beslutter at køre lidt videre vestover langs vandet. Den gamle smalsporede jernbane som forbandt Athen med Kalamata, passerede her forbi den lille by Myloi. Dimitris husker denne station fra sin barndom, når de skulle på ferie hos bedsteforældrene i Kalamata. Her stod de handlende klar med souvlaki, som de solgte til passagerene gennem togvindueerne.

Jeg har også taget jernbanen et par gange. Sidste gang var med nattog med min daværende mand og børnene da de var ca 3 og 5 år, så det er altså 30 år siden.

Da jeg flyttede til Grækenland i 2005, ville jeg gerne prøve at tage toget igen, men da gik det ikke, fordi de var ved at renovere skinnerne. Da de havde restaureret over 300 km skinner, i ca 2009, besluttede man i ikke at genåbne jernbanen. Der var kommet ny motorvej, og bussen fra Athen til Kalamata til tager kun ca 3 timer, mod togets ca 7. Men alligevel, en skandale, og også en sorg for os togelskere. Det tog var jo et eventyr. Ikke for at komme hurtigt fra A til B, men for at se alle de små landsbyer toget kørte igennem,  over fantastisk byggede stenbroer, gennem tunneller, i store sving for at nå op på 1000 m højde ved Tripolis, og det samme ned igen til Kalamata. Togets bane kan ses på kortet øverst i indlægget.

Togdriften er slut, men togene er der endnu. Det fandt vi ud af da vi gik ind i skoven bag ved en kafe som meget passende hed “Grammes” (sporene)

60 jernbanen63 lokomotiv62 jernbane65 jernbane64 myloi station67 jernbane66 jernbane

Stationsbygningen ligger der forladt, men intakt. Lidt længere inde i skoven ligger en remise. En hund kommer gøende mod os. Den ser nu ikke truende ud. Udenfor huset hænger vasketøj, og en kvinde kalder på hunden. Der bor åbenbart nogen, og vi tænker de måske vil være i fred, så vi går tilbage til bilen og kører tilbage til vores hotel.

Palamidi

Neste morgen er det dagen for hjemrejsen. Men vi kan godt nå en enkelt borg mere. Denne gang en langt yngre, og den ligger direkte bag byen. Den hedder Palamidi, og er flere tusinde år nyere end dem vi har set de foregående dage. Det blev opført i begyndelsen af 1700-tallet af Venetianerne, som havde herredømme i området den gang. Selv om det virker overbevisende solidt bygget, med otte bastioner og skydeskår fra murene i alle retninger, varede det kun få år før tyrkerne erobrede borgen i 1715. De beholdt den til grækerne overtog den under frihedskampen mod tyrkerne i 1822. Man kan se byggestil fra alle de tre kulturer afspejle sig murværket.

For at komme op på borgen kan man enten køre bil i en stor bue udenom, eller gå næsten 1000 trappetrin op på bysiden af borgen. Vi vælger det sidste. Vi er vel friske.

Det fortryder vi nu ikke, selv om jeg skal kæmpe lidt med min højdeskræk. Der er fantastisk udsigt udover byen fra trapperne.

72 udsigt fra palamidi

70 udsigt med xeniaHvis nogen undrer sig over den, skal vi sige særprægede bygning, der ligger midt i billedet, er det det gamle hotel Xenia. Det var den statlige turistorganisation, der i 60-erne og 70-erne byggede og drev Xenia-hoteller i mange Græske byer. Især steder hvor der ikke fandtes nok private hoteller til at dække behovet og øge landets turistindustri. En glimrende idé, men i 1983 opgav man projektet, og hotellerne blev solgt til private. Nogen drives stadig, mens andre, som dette, er ude af drift, og står og forfalder.

Trapperne snor sig videre op, og på et tidspunkt har vi udsigt til badestranden på den anden side af byen.73 udsigt til svømmere

Det bliver ikke bedre med højdeskrækken når vi kommer helt op, og vil se udsigten mod nord. Jeg har vist smittet Dimitris lidt med min højdeskræk.

74 ikke ud til kanten79 palamidi højdeskræk

Men flot er det. Her udsigt mod den nyere del af byen mod nord-vest.

77 udsigten til den anden side

81 svalehale

Svalehale

83 cyklamen og knæler

Cyklamen og knæler

82 guldsmed

Guldsmed

Der er fredelig oppe på øverste niveau. Vi finder en plads i skyggen og nyder naturens små vidundere, før vi tager fat på de 1000 trin ned.

Over Parnonbjergene igen.

Efter en kop kaffe ved foden af borgen, tager vi fat på hjemturen. Også denne gang tager vi en omvej over bjergene, men denne gang krydser vi Parnonbjergene ad en mere nordlig rute, for at se noget andet. Ikke noget specielt, det er bare så flot at køre på bjergveje, og se på træer og floder, som her, i 1000 meters højde er ved at få efterårsfarver.

88 parnon89 skov parnon91 parnon skovvej

Vejen er for det meste god, men på et tidspunkt bliver asfalten meget hullet. Vi har ikke lyst til at skulle køre her i mørket, så vi holder ingen pauser. På vej ned mod hovedvejen mellem Tripolis og Sparta får vi øje på vores hjemlige bjerge, Taigetos.

Fra Sparta kører vi sydpå til Githeo, hvor vi får os et godt måltid, før vi kører hjem i mørket. Det tager lidt over en time, så er vi hjemme på vores egen side af bjergene.

92 taigetosDet har været en tur med rigtig mange indtryk. Det har nærmest været en rejse på kryds og tværs gennem Græsk historie fra oldtiden til nu. Og vi nåede jo slet ikke det hele. Vi må helt sikkert tilbage en anden gang.

Comments 2

  1. Finn Bech November 1, 2019

    Kære Idun. Altid skønt at få lidt historisk og kulturel baggrund for dine dejlige ‘udflugter’. Dimitris er en heldig kartoffel, at du byder ham på sådanne oplevelser(og strabadser!); det er lige til at blive misundelig over. Et vidunderligt land, når det kommer til natur og kultur. Tak for, at du inviterede os ‘med’. Kærlig hilsen Lis og Finn

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s