Vi bor mest i Dimitris hus i Trachila. Det ligger ved kysten hvor det er lunere, og både huset og haven er større og mere praktisk indrettet. Men mit hus i Milea er også dejligt, så en gang i mellem tager vi en lille tur derop. Det tager ca. en halv times tid at køre derop i bil, og så er man pludselig i en helt anden verden. Det der gør det så forskelligt, er ikke bare at den ene landsby ligger ved havet og den anden i bjergene. Det er også det at Trachila er en “død” landsby. Her om vinteren er der kun os og en håndfuld pensionister der bor der. Folk er flyttet til Athen for at få arbejde, og bruger nu kun deres huse som feriebolig om sommeren. Noget af den samme tendens gør sig også gældende i Milea, men der er stadig mennesker som bor og arbejder i landsbyen. Der er tre store og flere mindre landbrug med kvæg, geder og får, der er flere kafeer der er åbne hele året og der er familier med børn der bliver hentet med skolebussen hver morgen. Det gør en stor forskel

Vi tog op til Milea for to dage siden, og ankom om aftenen til et iskoldt hus. Heldigvis her jeg en god Morsø brændeovn, så det tog ikke så lang tid før der var en tålelig temperatur.

Næste morgen lød den skrattende lyd af megafonen fra grønthandlerens bil. Mit hus ligger lige ud til det lille torv hvor de handlende bilder holder, så på den måde kan man faktisk få de fleste madvarer bragt lige til døren.

Vi besluttede at gå en tur op til Sulka i det dejlige vejr. Jeg bor i den nedre del af Milea, kaldet Kato Chora. Sulka ligger i en dal sydøst for byen, så vi må først gå igennem den mellemste del af Milea, Fagrianika. Herefter følger vi landbrugsvejen indover den sydlige dalside.

På billedet ser vi i forgrunden Fagrianika og i baggrunde Kato Chora. Man kan lige ane taget af mit hus som ligger ca midt i billedet foran det fjerneste kirketårn.

De røde anemoner er forårsbebudere. De starter tidligt i februar spredt, en og en. Om nogle uger vil der være hele røde tæpper af dem enkelte steder, indtil ca midten af april hvor andre blomster overtager billedet.

På den anden side af dalen kan vi se en lille farm som ser fin og velholdt ud. Den blev bygget for mange år siden af et par fra Milea som ville dyrke pistacier. Det blev ikke til noget, og nu bliver den vistnok lejet ud til nogle albanere som holder høns.

Lidt længere oppe kan vi høre lyden af bjælder, og vi kigger over på en stor gedeflok. Man skal nok klikke på billedet så det bliver større, for at få øje på dem. Så kan man også se stengærderne som fra generationer tilbage har vist hvor markskellene går.

Nu er vi nået derhen hvor vi mod nord kan se Mavrovouna, det nærmeste rigtig høje bjerg. Det ligger under 10 kilometer herfra i luftlinje og er 1909 meter højt.

• 

• 

• 

På begge sider af vejen er der olivenlunde med og uden geder. Oliventræerne bliver høstet i november og december, og som regel beskåret kraftigt ved samme lejlighed. Har man nok oliventræer, er man også selvforsynende med brænde til hele vinteren.

• 

• 

Så er vi nået op til gekkokirken. Det hedder vistnok i virkeligheden St. Gioannis kirke, men jeg kalder den gekkokirken fordi jeg så min første gekko i den kirke da jeg kom der første gang for over 30 år siden. For nogle år siden blev kirken så fin og restaureret, så der ikke længere ikke er triveligt for mit yndlingskrybdyr, gekkoen.

Pludselig hører vi trafikstøj på den ellers fredelig landbrugsvej. Oppefra kommer fru Tulla bagpå sin søns motorcykel. Hun har et knytte med horta, spiselige vilde urter, på skødet. I bilen på vej op sidder præstens bror som er på vej på jagt. Det er småfugle det handler om på denne årstid. Heldigvis får de sjældent ram på nogen.

• 

• 

Så er vi oppe ved den store kvægfarm. Her produceres tyre i stor stil. Helt sikkert meget lækkert oksekød fra dyr der har gået og græsset her ude i bjergene.

Vi vender næsen hjemad, og får øje på årets første orkidé i vejkanten. Der er virkelig mange arter som blomstrer fra nu af og indtil slutningen af maj. Man skal være lidt af en ekspert for at kunne bestemme arterne, men man kan jo nyde deres skønhed uanset.

Tilbage på vores lille torv møder vi Sofia. Sofia betyder visdom på græsk, og Sofia er meget klog og meget gavmild. Hun har aldrig lært at læse og skrive, men hun ved alt om selvforsyning efter at have levet hele sit liv i landsbyen, hvor der indtil for 35 år siden hverken var bilvej eller elektricitet. Hun har vist mig de smukkeste tæpper hun har vævet, hun kender alle de spiselige vilde planter, og hun ved hvilke der helbereder hvad og hvilke der er giftige. Sofia fortjener sit helt eget blogindlæg, men det bliver en anden god gang.
Vi skal tilbage til Trachila, og når lige at se solnedgangen på vejen mellem Milea og Platsa.