Omvej hjem fra Patras

Er der noget vi er gode til, Dimitris og jeg, er det omveje. Hvorfor tage den store lige vej når der er mange små, kringlede veje som er meget mere spændende. Vi havde haft to overnatninger i Patras i forbindelse med vores udstilling i Det Arkæologiske Museum, og vi besluttede at tage hjem over Tripolis. Det er ikke meget længere, men vejen mellem Patras og Tripolis er meget mindre, og snor sig igennem flotte landsaber og små landsbyer.

Fra Patras kører vi ind i landet mod syd.På vores venstre side har vi høje bjerge, og vi kører gennem kuperet landskab, vekslende med skove og græsningsarealer. Aldrig har jeg set så mange gede- og fåreflokke som her.

egeskov

Egeskov

krokus

Krokus

udsigt-mod-nordost

udsigt mod nord

Vi stopper bilen for at spise madpakke og for at nyde udsigten. På den ene side har vi en dalsænkning med egeskov, og på den anden kan vi kigge ned i en anden dal med store åbne arealer. Pludselig hører vi bjælder i det fjerne. Lidt efter passerer en kæmpe gedeflok.

Vi kører videre ad den snoede vej forbi små landsbyer og endnu flere gede- og fåreflokke. Langsomt bliver det mere og mere bjergrigt. Ca 50 km før Tripolis beslutter vi at tage en ekstra omvej. Dimitris vil gerne til Vytina, hvor han har været en gang i sin ungdom. Det er også ved at være kaffetid, så det passer fint.

vytina

Vytina

Vytina er en ret velholdt by, og ser ikke så kriseplaget ud som mange andre græske småbyer for tiden. Det er nok fordi de har både sommer- og vinterturisme. Her om vinteren er det skiturister det gælder. Kun 20 km herfra ligger et ski-resort på bjerget Menalo som er næsten 2000 m højt. De fleste tænker nok ikke på Grækenland som et sted man tager til for at dyrke alpin-sport, men der er faktisk en del skicentre i Grækenland.

loukoumades

loukoumades

Men vi er nu ikke her for at stå på ski. Vi vil gerne have kaffe og noget sødt. Da vi finder en café der har loukoumades som specialitet, er sagen klar. Loukoumades er klumper af gærdej som er dybstegt i olivenolie. De serveres varme med flydende honning og hakkede valnødder. Ikke ligefrem slankekost, men det smager godt.

Nu er der tre veje der kan føre os til Tripolis: den sikre, at køre tilbage til hovedvejen, den vilde der kører forbi skicenteret, eller en lille vej der går over bjerget, men lidt lavere nede. At køre op forbi skicenteret er nok for vovet med vores slidte vinterdæk, at køre tilbage til hovedvejen er lidt for kedeligt, så vi forhører os på cafeen om hvordan den lille vej er. Jo, værtens søn har kørt den i morges, og vejen er ryddet og tør, så det bliver den.menalo-1Vejen snor sig op gennem noget der nærmest ligner norsk granskov.menalo-2Pludselig er vi oppe hvor sneen ligger ret tykt. Heldigvis er det sandt at vejen er ryddet.

menalo-4Og så snor vejen sig ned på den anden side igen.

selfieTid for en selfie 🙂

tripolisDa vi er nede af bjerget kan vi se Tripolis, som ligger på en højslette på ca 900 meters højde. Motorvejen mellem Athen og Kalamata ligger lige på den anden side af byen. Den har vi taget hundredvis af gange, så det er lidt kedeligt. Men efter en halv times kørsel, ser vi skilt til den nye motorvej til Sparta. Vi beslutter at selv om det er ved at blive mørkt, er det ikke for sent til en omvej mere.

Motorvejen til Sparta åbnede for ca et år siden, og vi har ikke prøvet den før. Den er fin og hurtig, og næsten uden biler. Den gamle vej var sådan set også ret god, og den er gratis, så mange vælger nok den. For at benytte motorvejen må man betale afgift. Vi er i Sparta på under en time. Nu er der egentlig ikke så langt hjem, sådan ca 50 km i luftlinje. Det er bare det at Taigetos-bjergkæden ligger i mellem. Vi må derfor køre sydpå til Githeon, før vi kan komme over på “vores” side af bjerget.

githeon

I mellemtiden er vi blevet godt sultne. Githeon er en hyggelig by, der ligger ud til vandet. Der er mange restauranter, men ikke så mange har åbne på denne tid af året.

restaurant

Til sidst finder vi en på torvet. Den har godt nok billeder af maden udenfor, og det anser jeg som lidt turistfælde-agtigt. Men der er også en håndskrevet menu ved siden af, og vi kan se at der sidder en del folk derinde. Og så hedder restauranten også noget sjovt: Τρεις λαλούν και δύο χορεύουν. Det betyder : Tre kvidrer og to danser. Det kan jeg slet ikke stå for.

Det viser sig da også at de har fortræffelig mad.

20170206_200639-1500x1500

Vi får stegt havkat med skordalia (kartoffel-hvidløgs-dip) og horta. Horta er vilde urter som koges og serveres med citron og olie. Dertil vin og vand. Regningen kom på 23 euro, altså under 200 danske kroner. Det er stadig billigt at spise ude i Grækenland. Da tjeneren kommer med regningen, får vi oven i købet en lille kage til dessert.kage

Nu er der ca en times kørsel hjem til Trachila, hvor vi ankommer lidt før midnat. Man kan å meget på et døgn, bare man husker at tage de rigtige omveje 🙂