Storhed og forfald, efterårstur til Nafplio

32 udsigt

Udsigt fra Mykene

Traditionen tro har jeg inviteret Dimitris på en udflugt i anledning af hans fødselsdag. Hans fødselsdag er i marts, men da havde vi ikke tid, så det blev en efterårstur i stedet.

Nafplio er min græske yndlingsby. Jeg har været her flere gange i løbet af de sidste 15 år, men altid kun for en enkelt overnatning. Byen er fin fordi den gamle bykerne er nogenlunde uspoleret, og det er hyggeligt at gå i de små gader, selv om man må dele dem med en del andre turister. Byen har et lidt italiensk præg. Måske fordi meget af byen og de to borge der omgiver den, er opført da området var under venetiansk herredømme. Det var det i to omgange, fra slutningen af 1300-tallet til 1715, hvor tyrkerne overtog igen. Tyrkerne har også præget byen, bl. a. med flere fine moskeer.

Desuden er Nafplion det oplagte udgangspunkt for udflugter til arkæologiske seværdigheder som amfiteateret Epidauros, og borgruinen Mykene.

Nu skal dette ikke blive en længere historisk afhandling, men må bare lige nævne at Nafplio var Grækenlands første hovedstad. Efter frihedskrigen, da tyrkerne var blevet jaget ud, var Nafplio hovedstad fra 1828-1833, hvorefter Athen blev den nye hovedstad.

Over det første bjerg

Tilbage til vores tur: Vi startede lørdag morgen, og som sædvanligt tager vi ikke den hurtigste, men den mest interessante vej. Først skal vi køre sydpå, for at krydse vores egen, halvø,Mani, så over den næste halvø, over bjergkæden Parnon, og så op langs kysten til Nafplio.

Scan_20191024 (2)

Forfald og frugtbarhed

Efter lidt over en time er vi i Githion, og følger kystvejen et lille stykke. Lige efter byen, med fantastisk udsigt over byen ligge, eller skal vi sige lå, et flot hotel. En perfekt kulisse for en post-apocalypse-movie, som min søn, Erik sagde, da vi kørte forbi tidligere i sommer.

2 glemt hotel4 glemt hotel3 glemt hotel

Næste udsigt kunne måske bruges i samme film: Her ligger et skibsvrag, og tager sig vældig pittoresk ud. Det har det gjort det så længe jeg har fartet rundt i dette område, og det nærmer sig snart 40 år.5 glemt skib

Det har altid undret mig at dette område, med de fine sandstrande ikke er mere udnyttet for turisme. Måske fordi de har andet at leve af? Dette flade område mellem de to bjergkæder, Parnon og Taigetos, er meget frodigt. Der er floder som har vand hele året, og derfor kan bruges til vanding i den tørre årstid. Vi kører igennem kæmpe områder med citrusfrugter og bugnende oliventræer, og vi må lige stoppe og se de fine vandingskanaler.

7 vandingskanal8 frø6 afgrøder

Over det næste bjerg

Efter byen Skala skal vi op over Parnon bjergkæden. Vejen er ret god, og snor sig op igennem skovklædte bjerge. Nede ved kysten er der stadig sommertemperaturer, men her i bjergene, omkring 1000 meters højde, er det tydeligt at det er efterår. Lyngen blomstrer, og et sted er der modne spise-kastanjer. Vi samler en posefuld op, af dem der er faldet udenfor hegnet.

10 kastanjer11 kastanjer

Kystvejen

Snart snor vejen sig nedover på den anden side, og vi når Leonidias, en halvstor by næsten nede ved kysten. Nogle gange, når man kører igennem disse byer langt ude på landet, tænker man på hvad folk mon lever af her. Lige udenfor byen får vi tog et hint om at de nok lever af at producere grøntsager. Der er et kæmpe område fyldt med drivhuse mellem marker med oliventræer. Her kan de dyrke alt muligt hele året.

14 leonidias

Vejret har skiftet, men kun lige her. Så snart vi kommer lidt nordpå langs kysten, skinner solen igen. Vi passerer forbi et beskyttet vådområde, hvor plancher fortæller os at der er masser af spændende fugle at se, når de er på træk. Vi ser nu kun nogle ænder og blishøns, men det er et dejligt fredfyldt sted, så vi holder en lille pause, og spiser vores medbragte ostemadder.15 vådområde

En god seng og et godt måltid

Efter en times kørsel,  kan vi se Nafplio på den anden side af bugten. Snart er vi fremme, og vi parkerer bilen nede ved havnen, og begiver os til fods in i byen, for at finde det lille hotel vi har bestilt for 3 nætter. Den gamle by er ikke stor, så det er nemt at finde. Hotel  Isioni er lille og hyggeligt, og ligger i en af de små gader.

17 hotellet Efter vi har installeret os, går vi ud for at finde et spisested. Efter at have gået rundt i de små gader i lang tid, ender vi med at spise hos den der ligger lige overfor hotellet. Den hedder Alaloum, som betyder kaos. Maden er fortræffelig, og betjeningen venlig, så det var et godt valg. På billedet ses vores hotel Isioni på højre side, og tavernaen, Alaloum, lidt længer oppe på venstre side.

Der er morgenmad på hotellet. Det er lidt af et chancespil at bestille morgenmad på græske hoteller. Det kan være alt fra en kop neskaffe med ristet brød og marmelade, til et godt, solidt måltid, som kan holde dig kørende en halv dag. Her er vi heldige. Der er god filterkaffe, frisklavet juice, forskellig slags brød, spejlæg, yoghurt med honning og kage.

Mykene

Godt med et solidt morgenmåltid, for i dag skal vi ud og se det der nok er den vigtigste grund til at vi ville til Nafplio. Vi skal ca 20 km mod nord og besøge det antikke Mykene. Jeg var her for 12 år siden med min datter, Helle My. Det var midt om sommeren, og jeg har hele tiden gerne villet tilbage på en køligere årstid. Ikke at det er særlig køligt nu, men 26 grader er alligevel mere behageligt en 32, når man skal gå rundt og kigge på gamle sten hele dagen. Dimitris har ikke været her siden han var her på ekskursion som skoleelev. Det han husker bedst, er at han blev meget køresyg i bussen.

Det er flere ting der gør Mykene værd at besøge. For det første ligger det fantastisk flot til, på en høj i udkanten af Argolis-sletten.

29 udsigt

Dette var hovedsæde for den Mykenske kultur, som havde sin storhedstid mellem ca 1600 til 1100 før vor tidsregning (fvt).  Det var et rigt og velorganiseret samfund, med nære forbindelser til den Minoiske kultur på Kreta. I de de store gravkamre fandt man foruden rige guldskatte, genstande fra det nordlige Afrika, og fra andre steder rundt Middelhavet  og højt op i Europa.

Det der også gør Mykene så interessant, er at det er så velbevaret. Man kan tydeligt se bygningsstrukturerne, og få et indtryk af hvordan det en gang har set ud. Fantastiske mure står stadig, og får en til at undre sig over hvordan man på den tid kunne flytte så store sten.

Men måske er det aller mest imponerende de store cirkulære gravkamre. Det der er mest intakt, er næsten 15 meter i diameter, og over 13 meter højt. Et fantastisk smukt rum.

Det nederste billede er fra da jeg var i Mykene sammen med Helle My for 12 år siden. Her får man et godt indtryk af rummets proportioner.

21 gravkammer20 gravkammer

SANYO DIGITAL CAMERA

SANYO DIGITAL CAMERA

 

Museet er absolut også værd et besøg, selv om mange af de fineste ting er bragt til det store Arkæologiske Museum i Athen. Nedenfor er et udpluk af den keramik jeg fandt mest interessant. Klik på billederne for at se dem i større format.

Der er også fragmenter fra fresker fra ca 1300 fvt. Ubegribeligt at der overhovedet er bevaret noget af dem.

Hotel Belle Helene

På vej tilbage til Nafplio, kun nogle kilometer fra Mykene, kommer vi forbi en landsby af samme navn. Her ligger hotel Belle Helene, House of Schliemann.  Jeg så det da vi kørte forbi om morgenen. Der har vi lyst til at stoppe og få aftensmad. Jeg har læst om dette hotel, bl a. i Arve Torkelsens bog, En flik av Hellas. Det har boet en hel masse kendisser der. Det er både et hotel, en restaurant og et museum. Museet er tilegnet den tyske arkæolog Heinrich Schliemann, som var den første til at forestå udgravninger i Mykene i 1860-erne.

Vi er de eneste gæster, men vi kan sagtens få mad. Desuden er museet gratis for kunderne. Vi nyder et dejligt måltid med stegte auberginer. Bagefter vil vi se museet. Det består af et rum med fotos fra gæstebøgerne, hvor de forskellige kendisser har skrevet deres navne, og nogle gange skrevet og tegnet lidt. Det er ret primitivt præsenteret, og svært at dechifrere hvad der egentlig står.

Ovenpå er der fem værelser, hvoraf det ene ikke lejes ud, da det er Schliemanns værelse, som står som da han sidst boede der i 1867. De andre har navne efter de mest kendte kendisser, som Agatha Christie og Carl Jung.

Det virker noget slidt og spøgelsesagtigt. En følelse af at være med i en surrealistisk film. Endnu mærkeligere bliver det da der pludselig starter et fyrværkeri udenfor det åbne vindue. En hest vrinsker forskrækket, og en mand kommer ud og beroliger den. Det er nu ikke til ære for os, men for et bryllup der fejres længere oppe i landsbyen.

95 belle helene fyrværkeri94 belle helene hest

For sjov skyld spørger vi værten hvad det koster at bo på værelserne. Det er faktisk billigt. 40 euro pr nat. Der er fælles bad for de fire værelser der lejes ud, men tænk, for 40 euro kan man overnatte i et værelse hvor der har boet kendisser som Allen Ginzberg, Henry Miller, Virginia Woolf og mange mange flere. Lidt mere spooky er det at også Himmler, Goebbels og Göring har boet her…

En smag af Italien

Vi kører tilbage til Nafplio. Selv om det var et dejligt måltid vi fik på kendis-hotellet, kan vi godt klare en dessert. Jeg kan huske at der er en butik med lækker italiensk is, så der må vi hen. En passende slutning på en lang dag.

Flere gamle sten

Næste morgen vil Dimitris gerne se en anden af de Mykeske borge, nemlig Tyrins, som ligger lige udenfor Nafplion. Jeg må nok sige at Tyrins er for de særligt interesserede. Det er ikke så nemt at aflæse hvordan det i sin tid har set ud, som i Mykene. Men det er da imponerede stenarbejde. Som porten her. Sådan kunne man altså lave en åbning i en massiv kæmpesten-mur. Lidt forstærkning har man dog fundet nødvendigt i vor tid.

Og så er der også her er ret flot udsigt over det omkringliggende land.

51 tyrins50 udsigt fra tyrins

De glemte togene

Der er masser af dag tilbage, og vi beslutter at køre lidt videre vestover langs vandet. Den gamle smalsporede jernbane som forbandt Athen med Kalamata, passerede her forbi den lille by Myloi. Dimitris husker denne station fra sin barndom, når de skulle på ferie hos bedsteforældrene i Kalamata. Her stod de handlende klar med souvlaki, som de solgte til passagerene gennem togvindueerne.

Jeg har også taget jernbanen et par gange. Sidste gang var med nattog med min daværende mand og børnene da de var ca 3 og 5 år, så det er altså 30 år siden.

Da jeg flyttede til Grækenland i 2005, ville jeg gerne prøve at tage toget igen, men da gik det ikke, fordi de var ved at renovere skinnerne. Da de havde restaureret over 300 km skinner, i ca 2009, besluttede man i ikke at genåbne jernbanen. Der var kommet ny motorvej, og bussen fra Athen til Kalamata til tager kun ca 3 timer, mod togets ca 7. Men alligevel, en skandale, og også en sorg for os togelskere. Det tog var jo et eventyr. Ikke for at komme hurtigt fra A til B, men for at se alle de små landsbyer toget kørte igennem,  over fantastisk byggede stenbroer, gennem tunneller, i store sving for at nå op på 1000 m højde ved Tripolis, og det samme ned igen til Kalamata. Togets bane kan ses på kortet øverst i indlægget.

Togdriften er slut, men togene er der endnu. Det fandt vi ud af da vi gik ind i skoven bag ved en kafe som meget passende hed “Grammes” (sporene)

60 jernbanen63 lokomotiv62 jernbane65 jernbane64 myloi station67 jernbane66 jernbane

Stationsbygningen ligger der forladt, men intakt. Lidt længere inde i skoven ligger en remise. En hund kommer gøende mod os. Den ser nu ikke truende ud. Udenfor huset hænger vasketøj, og en kvinde kalder på hunden. Der bor åbenbart nogen, og vi tænker de måske vil være i fred, så vi går tilbage til bilen og kører tilbage til vores hotel.

Palamidi

Neste morgen er det dagen for hjemrejsen. Men vi kan godt nå en enkelt borg mere. Denne gang en langt yngre, og den ligger direkte bag byen. Den hedder Palamidi, og er flere tusinde år nyere end dem vi har set de foregående dage. Det blev opført i begyndelsen af 1700-tallet af Venetianerne, som havde herredømme i området den gang. Selv om det virker overbevisende solidt bygget, med otte bastioner og skydeskår fra murene i alle retninger, varede det kun få år før tyrkerne erobrede borgen i 1715. De beholdt den til grækerne overtog den under frihedskampen mod tyrkerne i 1822. Man kan se byggestil fra alle de tre kulturer afspejle sig murværket.

For at komme op på borgen kan man enten køre bil i en stor bue udenom, eller gå næsten 1000 trappetrin op på bysiden af borgen. Vi vælger det sidste. Vi er vel friske.

Det fortryder vi nu ikke, selv om jeg skal kæmpe lidt med min højdeskræk. Der er fantastisk udsigt udover byen fra trapperne.

72 udsigt fra palamidi

70 udsigt med xeniaHvis nogen undrer sig over den, skal vi sige særprægede bygning, der ligger midt i billedet, er det det gamle hotel Xenia. Det var den statlige turistorganisation, der i 60-erne og 70-erne byggede og drev Xenia-hoteller i mange Græske byer. Især steder hvor der ikke fandtes nok private hoteller til at dække behovet og øge landets turistindustri. En glimrende idé, men i 1983 opgav man projektet, og hotellerne blev solgt til private. Nogen drives stadig, mens andre, som dette, er ude af drift, og står og forfalder.

Trapperne snor sig videre op, og på et tidspunkt har vi udsigt til badestranden på den anden side af byen.73 udsigt til svømmere

Det bliver ikke bedre med højdeskrækken når vi kommer helt op, og vil se udsigten mod nord. Jeg har vist smittet Dimitris lidt med min højdeskræk.

74 ikke ud til kanten79 palamidi højdeskræk

Men flot er det. Her udsigt mod den nyere del af byen mod nord-vest.

77 udsigten til den anden side

81 svalehale

Svalehale

83 cyklamen og knæler

Cyklamen og knæler

82 guldsmed

Guldsmed

Der er fredelig oppe på øverste niveau. Vi finder en plads i skyggen og nyder naturens små vidundere, før vi tager fat på de 1000 trin ned.

Over Parnonbjergene igen.

Efter en kop kaffe ved foden af borgen, tager vi fat på hjemturen. Også denne gang tager vi en omvej over bjergene, men denne gang krydser vi Parnonbjergene ad en mere nordlig rute, for at se noget andet. Ikke noget specielt, det er bare så flot at køre på bjergveje, og se på træer og floder, som her, i 1000 meters højde er ved at få efterårsfarver.

88 parnon89 skov parnon91 parnon skovvej

Vejen er for det meste god, men på et tidspunkt bliver asfalten meget hullet. Vi har ikke lyst til at skulle køre her i mørket, så vi holder ingen pauser. På vej ned mod hovedvejen mellem Tripolis og Sparta får vi øje på vores hjemlige bjerge, Taigetos.

Fra Sparta kører vi sydpå til Githeo, hvor vi får os et godt måltid, før vi kører hjem i mørket. Det tager lidt over en time, så er vi hjemme på vores egen side af bjergene.

92 taigetosDet har været en tur med rigtig mange indtryk. Det har nærmest været en rejse på kryds og tværs gennem Græsk historie fra oldtiden til nu. Og vi nåede jo slet ikke det hele. Vi må helt sikkert tilbage en anden gang.

Ny gammel ovn

Så kom jeg til at købe en “ny” brugt keramikovn. Det var ellers ikke meningen at jeg skulle have en til keramikovn i Grækenland. Men det var bare et lidt for godt tilbud. En tysk keramiker flytter tilbage til Tyskland, og skal ikke have sin ovn med, så jeg fik den til en god pris. Det er en Nabertherm, keramikovnenes Volvo. Selv om den har nogle år på bagen, kan den holde min tid ud og mere til. Den er nærmest uopslidelig.
Den har cirka samme rumfang som min gamle ovn, men den har åbning foran, og ikke  top-åbning, som min gamle ovn. Det er en fordel, især når jeg laver store ting, at jeg kan skubbe dem lige ind i ovnen, og ikke sætte dem i fra oven. Det er nemlig ikke særlig rart for min 64-årige ryg.

Det bliver spændende at komme igang med at bruge den. Det bliver nok først ud i det nye år. Nu er det jo snart olivenhøst, så kommer der et par måneder hvor vi er i Køge i forbindelse med julen. Men derefter skulle der gerne komme et par gode arbejds-måneder, hvor keramikken står i første række. Det glæder jeg mig til.

 

Kunstudstilling på Lolland

Jeg er så heldig at være inviteret med som gæst på årets Kunstudstilling lf på Lolland. Jeg deltager med syv keramiske billeder fra serien “Streets of Athens”.

Velkommen til fernisering . lørdag 18. maj kl 14 -17 .

Udstillingen er åben indtil 16. juni, alle dage kl 11-16, dog lukket om mandagen.

60338856_10214204001238826_1459731101827203072_n

Στιγμές – Moments

Nogle ord og billeder om udstillingen jeg havde i Kalamata i november.

Til udstillingen Moments i Kalamata har jeg udstillet udelukkende keramiske billeder.  Jeg har prøvet at se hvor langt jeg kan komme med hverdagsbilleder, som jeg tager med telefonen. Ideen var et udvælge nogle af de billeder jeg uploader til Instagram, Facebook og andet, og give dem et ”evigt liv” på ler. Det har været frigørende at arbejde uden tema, at prøve at finde ”guld” i hverdagens billedstrøm. De fleste er lavet i små formater 12 x 12 cm, og har en anordning bagpå, så de kan hænge uden at monteres i ramme.

Nogle af motiverne krævede dog lidt større format, 25 x 25 cm, så de var monteret i trærammer.


Resten af udstillingen bestod af ældre billeder. Jeg har tidligere arbejdet med serier med fælles tema for motiverne. På den måde blev udstillingen også et lille tilbageblik på mine keramiske billeder, fra de første jeg lavede i 2011 med motiver fra Norske-kysten, til de sidste som kom ud af ovnen få dage før udstillingen åbnede.

Elwira Kotowska har taget nogle billeder fra udstillingen som jeg har fået lov til at bruge:

Og til sidst plakaten, og nogle flere af mine egne billeder:


Flyttesalg

Beslutningen er tatt; jeg flytter til Danmark. Derfor holder jeg flyttesalg

lørdag 1. og søndag 2. september kl 14 – 18

Alt selges til halv pris.

Velkommen til Ekornveien 1, Drøbak.

værkstedet september 2018

Udenfor sæsonen

Billeddagbog fra Kreta

Jeg har været på Kreta før, men det er længe siden. Det var  på studietur med klassen på Skolen for Brugskunst i 1978. Vi boede i Heraklion, og det der gjorde mest indtryk var keramikken på Det Arkæologiske Museum, og udflugter ud i områderne omkring byen. Dimitris har også været på Kreta. Det var i 1989, hvor han arbejdede et halvt år i bananplantagerne på Sydkreta. Mere om det senere. Vi har begge to haft lyst til at vende tilbage, og nu var der en anledning: Dimitris runder 60, og som gave til ham (og mig selv) forærede jeg ham en uges tur til Kreta.

Vi bor på det sydlige Peloponnes, og der er egentlig ikke så langt til Kreta. Knap 200 km i luftlinje. Der går bilfærge en gang om ugen fra Githeon, en by der ligger ca halvanden times kørsel herfra. Af en eller anden grund har det føltes som en uoverkommelig rejse, så vi har ikke fået besøgt øen sammen før nu.

8. marts. Trachila – Kasteli/Kissamos

Jeg var lidt nervøs da jeg så vejrmeldingen inden vi skulle afsted. Jeg er ikke særlig søstærk, og kuling lyder ikke rart på åbent hav. Vi ringede til færgeselskabet om formiddagen, og de forsikrede os om at færgen sejlede kl 15.40 som planlagt. 20170308_155630 (1500x1500)

Det passede nu ikke helt. Men kl 16 får vi øje på færgen som en lille prik i det fjerne.

20170308_161412 (1500x1500)

Regnen pisker ned da båden et kvarter senere lægger til kaj. Jeg skynder mig at tage en søsygepille, for jeg ved at bølgerne kan være meget større når vi kommer ud på åbent hav. Githeon ligger på østsiden af Mani-halvøen, og uvejret kommer fra vest.

20170309_013208 (1500x1500)

Vi triller ombord på skibet som hedder Vitsentzos Kornaros. Det er bygget i Tyskland i 1970, og ser ikke ud til at være moderniseret siden da. Men der er beskyttelse og sikkerhed for alle. Ved siden af kassen med redningsveste er et lille alter hvor du kan sende en bøn til din yndlingshelgen.

Rejsen går nu fint. Der er ikke mange passagerer, og jeg sover det meste af tiden på en sofa i salonen.20170308_200504 (1500x1500)

Kl. 20 vækker Dimitris mig. Han ved jeg elsker havne, og nu lægger vi til på øen Kythira, den ene af de to øer vi standser ved på rejsen. Den anden er Antikythira, en bitte lille ø som ligger mellem Kythira og Kreta. Den sover jeg forbi, og gemmer oplevelsen til tilbagevejen, hvor der vil være dagslys.

Kl 2 om natten når vi Kasteli /Kissamos på Kreta, to timer forsinket. Vi sover den første nat på Castel hotel som ligger i nærhedenaf færgehavnen. De er blevet advaret om forsinkelsen, og venter på os i receptionen. Vi er vist de eneste gæster. Allerede her oplever vi Kreternes åbenhed og venlighed. Der er super service og smil og gode råd om hvad vi bør se på øen.

kretakort

9. marts. Kasteli – Chania

Næste dag går vi en lille tur i byen. Der er ikke meget at se, så vi sætter os i bilen og kører vestpå. Vi har bestilt værelse i Chania på booking com. Vi valgte et der så romantisk ud i den gamle bydel. Vi tænkte ikke på hvor svært det ville være at parkere bilen, men til sidst fandt vi da en privat parkeringskælder, hvor vi kunne betale os fra det.

20170309_162555 (1500x1500)

.

Hvem der har anbragt en gammel valgplakat med Helle Thorning-Schmidt i en parkeringskælder på Kreta får vi nok aldrig at vide.

Det den gamle bydel vi er kommet for at se. Byen var under venetiansk herredømme fra begyndelsen af 1200-tallet. Senere, i 1645, kom byen under tyrkisk herredømme, ligesom resten af Grækenland. Både det venetianske og det tyrkiske præger stadig bybilledet.

20170309_160323 (1500x1500)

Gråvejr gør ikke byen mindre malerisk.

20170309_160327 (1500x1500)

20170309_160517 (1500x1500)

Det venetianske fyrtårn.

Idun i Chania

Fotografen bliver fotograferet.

20170310_095836 (1500x1500)

Yderst på havnen står en moske fra tyrker-tiden

20170310_104033 (1500x1500)

20170310_104533 (1500x1500)

På et tidspunkt har nogen fundet på at bruge den gamle Venetianske borgmur som fundament til nye huse.

10. marts. Chania –  Heraklion

Efter morgenmad på en café på havnen kører vi videre. Målet er Heraklion, og vi vil gerne nå at se Rethymnon på vejen. Bare et lille stop for at se den gamle by og spise lunch. 20170310_180443 (1500x844)

Vi vælger den gamle vej videre til Heraklion. Ikke det klogeste valg eftersom det bliver mørkt, og det går op og ned af bjerge på smalle, regnvåde veje. Men vi når da frem og får installeret os på hotellet i Heraklion.

11. marts. Heraklion-Agios Nikolaos.  Fødselsdag og museum

Næste dag er det Dimitris fødselsdag. Det er ikke fordi vi skal fejre det så meget; en god morgenmad, og så afsted til det arkæologiske museum. Det har forandret sig meget siden jeg var der for 39 år siden. Og til det fra godt til bedre. Det har været lukket i nogle år for at blive moderniseret, og fremstår nu helt moderne med gode forklaringer på engelsk og græsk. Samlingen fortjener et godt museum. Der er virkelig mange ting, og de er i overraskende god god forfatning. Der er selvfølgelig rigtig mange krukker, men også skulpturer, redskaber, smykker, segl (stempler) og freskomalerier.

Samlingen repræsenterer et veldigt tidsspænd: De første fund er fra neolitisk tid (stenalder) som her strækker sig fra 7000 -3500 f.v.t. Den største del af samlingen stammer fra bronsealderen, på Kreta Minoisk tid 3500-1000 f.v.t..  Dette er også de store paladsers tid. Mest kendt Knossos udenfor Heraklion. Jeg skal ikke komme nærmere ind på historien, men viser nogle billeder af de tinge jag fandt mest inspirerende. Jeg har sorteret dem i  tidsperioder. Klik på billederne hvis du vil se dem i fuld størrelse.

Neolitisk tid: 7000-3500 f.v.t.

Pre palace: 3500-1900 f.v.t.

Old palace, 1900-1700 f.v.t.:

New palace, 1700-1450 fvt:

Third palace, 1450-1300 fvt:

Som sagt, kun et udvalg af de ting jeg fandt inspirerende. Det er dejligt at i vore dage må man fotografere på museerne, og jeg er glad for at vi var der udenfor sæsonen, så vi ikke skulle stå i kø foran montrerne.

Så går turen videre. Agios Nikolaos er næste stop. Igen kludrer vi i de små ensrettede gader, det er vel prisen for at ville bo midt inde i de gamle bykerner. Det var solskin om morgenen, men nu pisker regnen ned. Vi skal ud og finde en god restaurant hvor vi kan spise fødselsdagsmiddag. Vi udstyrer os med paraplyer og regntøj, og begiver os ud i den lille by. Den er en meget charmerende, med en lille sø i midten som er forbundet med havet udenfor. De fleste spisesteder er fastfood-steder med neonlys og høj musik, men det lykkes os til sidst at finde en hyggelig restaurant, hvor de har hjemmelavet mad, en sød tjener og tresser-musik på lavt volumen. Det er lige os.

20170316_101302 (1500x844)

12. marts. Agios Nikolaos – Ano Viannos. Arvi, det tabte paradis

Nu har vi kørt langs det meste af Kretas nordkyst, fra øst mod vest. Nu vil vi se noget af sydkysten, og især vil Dimitris gerne vise mig den lille by Arvi, hvor han arbejdede i bananplantagerne i sin tid.

Vi krydser over øen og kommer til Ierapetra, her er det tid for en kaffepause.

Ierapetra 1Ierapetra 3

En ganske hyggelig by, som foruden at være turistby med masser af moderne hoteller, også er center for det omkringliggende frodige landbrugsland.

20170312_153547 (1500x844)

Vi kører videre mod øst. Vejen er ganske smal, og bærer præg af at de seneste dages regn har fået sten og grus til at falde ned på vejbanen. Der har heldigvis kørt en bulldozer og har ryddet det meste væk.

Efterhånden som vi nærmer os Arvi bliver landskabet mere frodigt. Dimitris har fortalt hvordan han og hans daværende kæreste havnede på Kreta, efter at de havde fået frastjålet alle deres ting, mens de var rygsækturister på Santorini. For deres sidste penge købte de en billet til Kreta, hvor de havde hørt at der var arbejde at få med vinhøsten. Det var der, og da høsten var slut, trivedes de så godt at de besluttede at tage til Arvi som var kendt for deres bananplantager. Her fik de arbejde og en lille hytte stillet til rådighed, hvor en lille vandingskanal med rent drikkevand rislede forbi. Et rigtig paradis. De droppede ud af studierne i et halvt år, og overvejede sågar at blive boende der for altid. Men fornuften sejrede, og de tog tilbage og gjorde studierne færdige.

Arvi 2

Vi finder da også nogle bananplanter,  men slet ikke i den målestok som Dimitris husker.

Arvi 3

I det hele taget er han dybt skuffet. Der er bygget uskønne huse i hele skråningen,

Arvi 4

et kæmpe hotel nede ved vandet,

Arvi 5

og der hvor der var en dejlig sandstrand, er der bygget en havn. Der kan ske meget på 28 år.

Vi havde planlagt at blive og overnatte, men hotellet er lukket, så vi beslutter at køre videre til den næste kystby, Keratokambos. Jeg ved ikke helt hvad der gik galt, vi må have glemt at dreje af et sted. Pludselig er vi højt oppe i bjergene. Det begynder at blive mørkt, så vi beslutter at køre til den nærmeste landsby, Ano Viannnos, i stedet.

Her går vi ind på den nærmeste cafe og spørger om de ved om der er nogen der lejer værelser ud. Det er jo udenfor sæsonen, så det er ikke helt lige til. Cafegæsterne diskuterer lidt, og kommer frem til at der er værelser til leje i overetagen til isenkræmmeren. Der bliver ringet rundt, og efter lidt tid bliver der fremskaffet en nøgle. Badeværelset er noget slidt, og varmepumpen larmer, men vi er glade for at have et sted at sove.

Vi går tilbage til cafeen for at høre om det er mulighed for et måltid mad. Det er sidst på aftenen, så der er egentlig udsolgt, men en omelet, lidt salat og en lille portion fava (purerede splitærter) kan vi få.

20170312_200221 (1500x844)20170312_200205 (1500x844)

Vi får os en god snak med værtsparret på cafeen. Værten og hans kone, som er i halvtredserne,  har begge rødder i landsbyen, men indtil for et par år siden har de boet i Thessaloniki. Der har han været bygningskonstruktør, og hun revisor, men med krisen var der pludselig ikke nok arbejde, så de besluttede at flytte tilbage til landsbyen hvor de nu har cafeen og dyrker økologisk olivenolie. Der er ikke så mange penge i det, men de trives.

13. marts. Ano Viannos – Matala.  Bananer og avokado

Næste morgen får vi kigget lidt mere på byen, som slet ikke er så lille. Der er op til flere købmænd, og der får vi endelig at se at der stadig dyrkes bananer på øen. De er rigtignok ikke fra Arvi, men fra nabolandsbyen.

Der er et særligt stativ, hvor hele bananklase-stokken hænges op og en kniv så man kan skære lige den klase man vil have. Vi køber selvfølgelig. De er lidt mindre end de sydamerikanske, men virkelig lækre og søde i smagen.

20170313_130136 (1500x844)

Vi ser også en anden sjov ting i en cafe, hvor vi stikker hovedet ind. Her har den lokale smed laven en brændeovn af en gammel gasflaske. Det ser ud til at fungere fint.

Efter at have afslået at drikke Tsikoudia (klar brændevin) med mændene i cafeen, sætter vi os i bilen og kører sydpå mod den lille kystby Matala.

20170313_143107 (1500x844)

Vi kører gennem meget frodige landskaber lidt inde i landet på sydsiden af øen. Vi holder picnic med bl.a. resterne af omeletten fra cafeen i går. Her, som i resten af Grækenland er det ingen skam at bede om at få det man ikke kan spise op med hjem. Tvært i mod. Det viser jo bare at man kan lide maden.

Pludselig ser vi et skilt hvor der står Phaestos. Det er egentlig ikke i vores plan, men når vi nu kommer lige forbi, vil vi gerne se det. Her ligger ruinerne af et Minoisk palads, fra mellem  år 1900 og 1700 f.v.t. 20170313_161341 (1500x844)

Der er lukket, men det gør ikke så meget. Det er muligt at få et godt overblik fra lågen ved billetsalget.

20170313_161705 (1500x844)

Og udsigten derfra er der ikke noget at sige på.

Vi når Matala hen på eftermiddagen. Vi får et værelse på et hotel som kalder sig Fantastic, og det er nærmest sandt. Et stort lyst værelse med en dejlig balkon. Og der får vi øje på et avokadotræ som vokser i nabohaven.20170314_104415 (1500x844)20170314_104537 (1500x844)

De fleste avokadoer hænger højt oppe i træet, men der er lige en vi kan nå. Det kan vel ikke kaldes tyveri, når den sådan hænger der og frister. Vi undrer os over hvorfor der ikke eksporteres bananer og avokado til Nordeuropa. De smager jo så godt.

14. marts. Matala – Kasteli

Næste dag er der tid til at kigge lidt på Matala. Byen ligger ved en lille bugt med en fin sandstrand. På den ene side er der en masse huler i klippevæggen.  Hulerne er egentlig gamle romerske grave, hugget direkte ud i klippesiden. Senere har de været beboet i flere århundreder, og senest af hippier som levede det søde liv der i 60-erne og 70-erne.

20170314_115406 (1500x844)

Efter nogle år blev hippierne jaget ud. Nu er de hegnet ind, og der er en kiosk hvor man kan betale for at komme ind og se hulerne. Vi nøjes med at se dem på afstand.

20170314_114555 (1500x844)

Ellers er det en fin lille by, der stadig bærer præg af/slår plat på tiden da hippierne boede der. Vi snakker lidt med hotelværtinden om hippierne i hulerne, og hun fortæller at der stadig bor en 15-20 hippier, de fleste i nogle huler bag ved byen.

Også her bliver det kun en overnatning. Dimitris har en fætter som bor i Chania, og som han ikke har set i ca 20 år. Vi kører derfor over på nordsiden af øen igen, og mødes med fætteren og hans kone på en taverna i Chania. Det bliver en rigtig hyggelig aften, hvor de to fætre får genopfrisket barndomsminder fra Athen og Kalamata.

Det bliver sen aften før vi får taget afsked, og vi skal videre til Kasteli, hvor vi skal med færgen i morgen tidlig kl 7.30. Vi kører direkte til færgelejet, hvor vi prøver at få et par timers søvn i bilen.

15. marts. Kastreli/Kissamos – Trachila. Turen hjem

20170315_063355 (1500x844)

I grålysningen kører vi ombord på færgen. Der er heller ikke denne gang mange mennesker på båden. Vi finder os en plads helt forrest, hvor vi har en god udsigt. Vejret er fint, og lige så snart vi er ude af Kissamos-bugten, får vi øje på en lille ø i det fjerne.

20170315_100331 (1500x844)

Det er Antikythira. Her bor vistnok kun 80 fastboende, og om vinteren har de kun færgeforbindelse denne ene gang om ugen.

Fra vores gode pladser kan vi se arbejdet på dækket når skibet lægger til og sejler igen. I baggrunden kan høres musik.

20170315_104602 (1500x844)

Det er en lille gruppe musikere på vej til fastlandet, hvor de skal underholde på nationaldagen, den 25. marts.

 

Den næste ø, Kythira er ikke så lille, ca halvt så stor som Bornholm, og med ca 4000 indbyggere. Jeg har været der for nogle år siden med min datter, Helle My. Det er en rigtig hyggelig ø.

20170315_151048 (1500x844)

Kort efter vi har forladt Kythira, kan vi ane den hjemlige kyst. Derinde ligger Gythion, og bagved kan vi ane Taigetos-bjergene. Kl 15.30, kun en halv time forsinket, er vi fremme.

20170315_152935 (1500x844)

Vi kører ind til et supermarked og handler lidt, og i det vi passerer kaien på vej hjem, ser vi den gode Vitsentzos Kornaros forlade havnen på vej tilbage til Kreta igen. Nu føles det ikke længere som at Kreta er langt væk. Bare en 7-8 timers færgerejse. På Kreta blev vi da også taget særligt vel  imod når vi sagde at vi kom fra Mani. Mani og Kreta er som søskende sagde de. Sandt er det i hvert fald at vi følte os rigtig godt tilpas der. Vi har allerede planer om at vende tilbage. Måske til næste år, måske til efteråret. Helt sikkert bliver det igen udenfor sæsonen. Godt nok er vejret ustabilt og der er for koldt at bade. Men der er ingen trængsel på museerne, hotellerne er billige, tempoet er roligt, og folk har tid til at snakke med os. Det kan vi godt lide.

Omvej hjem fra Patras

Er der noget vi er gode  til, Dimitris og jeg, er det omveje. Hvorfor tage den store lige vej når der er mange små, kringlede veje som er meget mere spændende. Vi havde haft to overnatninger i Patras i forbindelse med vores udstilling i Det Arkæologiske Museum, og vi besluttede at tage hjem over Tripolis. Det er ikke meget længere, men vejen mellem Patras og Tripolis er meget mindre, og snor sig igennem flotte landsaber og små landsbyer.

Fra Patras kører vi ind i landet mod syd.På vores venstre side har vi høje bjerge, og vi kører gennem kuperet landskab, vekslende med skove og græsningsarealer. Aldrig har jeg set så mange gede- og fåreflokke som her.

egeskov

Egeskov

krokus

Krokus

udsigt-mod-nordost

udsigt mod nord

Vi stopper bilen for at spise madpakke og for at nyde udsigten. På den ene side har vi en dalsænkning med egeskov, og på den anden kan vi kigge ned i en anden dal med store åbne arealer. Pludselig hører vi bjælder i det fjerne. Lidt efter passerer en kæmpe gedeflok.

 

Vi kører videre ad den snoede vej forbi små landsbyer og endnu flere gede- og fåreflokke. Langsomt bliver det mere og mere bjergrigt. Ca 50 km før Tripolis beslutter vi at tage en ekstra omvej. Dimitris vil gerne til Vytina, hvor han har været en gang i sin ungdom. Det er også ved at være kaffetid, så det passer fint.

vytina

Vytina

Vytina er en ret velholdt by, og ser ikke så kriseplaget ud som mange andre græske småbyer for tiden. Det er nok fordi de har både sommer- og vinterturisme. Her om vinteren er det skiturister det gælder. Kun 20 km herfra ligger et ski-resort på bjerget Menalo som er næsten 2000 m højt. De fleste tænker nok ikke på Grækenland som et sted man tager til for at dyrke alpin-sport, men der er faktisk en del skicentre i Grækenland.

loukoumades

loukoumades

Men vi er nu ikke her for at stå på ski. Vi vil gerne have kaffe og noget sødt. Da vi finder en café der har loukoumades som specialitet, er sagen klar. Loukoumades er klumper af gærdej som er dybstegt i olivenolie. De serveres varme med flydende honning og hakkede valnødder. Ikke ligefrem slankekost, men det smager godt.

Nu er der tre veje der kan føre os til Tripolis: den sikre, at køre tilbage til hovedvejen, den vilde der kører forbi skicenteret, eller en lille vej der går over bjerget, men lidt lavere nede. At køre op forbi skicenteret er nok for vovet med vores slidte vinterdæk, at køre tilbage til hovedvejen er lidt for kedeligt, så vi forhører os på cafeen om hvordan den lille vej er. Jo, værtens søn har kørt den i morges, og vejen er ryddet og tør, så det bliver den.menalo-1Vejen snor sig op gennem noget der nærmest ligner norsk granskov.menalo-2Pludselig er vi oppe hvor sneen ligger ret tykt. Heldigvis er det sandt at vejen er ryddet.

menalo-4Og så snor vejen sig ned på den anden side igen.

selfieTid for en selfie 🙂

tripolisDa vi er nede af bjerget kan vi se Tripolis, som ligger på en højslette på ca 900 meters højde. Motorvejen mellem Athen og Kalamata ligger lige på den anden side af byen. Den har vi taget hundredvis af gange, så det er lidt kedeligt. Men efter en halv times kørsel, ser vi skilt til den nye motorvej til Sparta. Vi beslutter at selv om det er ved at blive mørkt, er det ikke for sent til en omvej mere.

Motorvejen til Sparta åbnede for ca et år siden, og vi har ikke prøvet den før. Den er fin og hurtig, og næsten uden biler. Den gamle vej var sådan set også ret god, og den er gratis, så mange vælger nok den. For at benytte motorvejen må man betale afgift. Vi er i Sparta på under en time. Nu er der egentlig ikke så langt hjem, sådan ca 50 km i luftlinje. Det er bare det at Taigetos-bjergkæden ligger i mellem. Vi må derfor køre sydpå til Githeon, før vi kan komme over på “vores” side af bjerget.

githeon

I mellemtiden er vi blevet godt sultne. Githeon er en hyggelig by, der ligger ud til vandet. Der er mange restauranter, men ikke så mange har åbne på denne tid af året.

restaurant

Til sidst finder vi en på torvet. Den har godt nok billeder af maden udenfor, og det anser jeg som lidt turistfælde-agtigt. Men der er også en håndskrevet menu ved siden af, og vi kan se at der sidder en del folk derinde. Og så hedder restauranten også noget sjovt: Τρεις λαλούν και δύο χορεύουν. Det betyder : Tre kvidrer og to danser. Det kan jeg slet ikke stå for.

Det viser sig da også at de har fortræffelig mad.

20170206_200639-1500x1500

Vi får stegt havkat med skordalia (kartoffel-hvidløgs-dip) og horta. Horta er vilde urter som koges og serveres med citron og olie. Dertil vin og vand. Regningen kom på 23 euro, altså under 200 danske kroner. Det er stadig billigt at spise ude i Grækenland. Da tjeneren kommer med regningen, får vi oven i købet en lille kage til dessert.kage

Nu er der ca en times kørsel hjem til Trachila, hvor vi ankommer lidt før midnat. Man kan å meget på et døgn, bare man husker at tage de rigtige omveje 🙂

 

 

 

 

Det arkæologiske museum i Patras

Som man kan læse  på hjemmesiden: Udstillingen “Duality” i Patras , deltager Dimitris og jeg i en gruppeudstilling på Patras Arkæolgiske Museum.

Patras, som er Grækenlands 3. største by, ligger på nordsiden af Peloponnes, 270 km fra hvor vi bor. Det er lidt af en udflugt, men vi besluttede at tage derop til ferniseringen af vores udstilling, og det fortryder vi på ingen måde. Bare selve oplevelsen af museet var det hele værd. Faktisk var jeg så begejstret for museet, at jeg måtte skrive denne blog for at dele oplevelsen med jer.

Arkitekturen

Det er et ret nyt museum, det åbnede i 2009. Arkitekten hedder Theofanis Bobotis, og han har skabt et enestående bygværk.  Der brugt beton, metal, træ og glas, og materialerne spiller sammen på en fantastisk måde.

museet-set-fra-vejen

Museet set fra vejen

museet-2

Indgangspartiet

Når man kommer ind, kan man se at både den titan-belagte kugleform, og bygningsdelen af træ, fortsætter inde i selve museet.

museet-billetsalg

Billetsalg

Samlingens organisering

Museet har en meget fin samling af ting fra mykensk tid, dvs fra ca 1700- 1100 før vor tidsregning, og desuden en stor samling fra da romerne havde koloniseret området omkring vor tidsregnings begyndelse og nogle hundrede år frem. Fra de mellemliggende ca 1000 år er der få, men interessante ting.

I stedet for at organisere samlingen kronologisk, som man ser mange steder, har de valgt at vise samlingen tematisk. Der er tre afdelinger:  Public Life, Private Life, og en afdeling de kalder Necropolis.

Museet har en af Grækenlands største samlinger af gulvmosaikker. Mange af dem stammer fra romerske luksusboliger, og flere af dem er rekonstrueret i fuld størrelse. Man kan således få en fornemmelse af hvordan mosaikkerne har set ud i rummene. Her har arkitekten gjort noget genialt: Der er lavet en rampe som går gennem hele den permanente samling, så man kan se det hele fra oven.

tappen-og-rampen

Trappen op til rampenn

rekonstruerede-mosaikker-set-fra-oven

Rekonstruerede mosaikgulve set fra rampen

Samlingen

Når jeg går på museum, går jeg gerne først en runde for at danne mig et overblik, og derefter går jeg tilbage og fordyber mig i ting jeg finder interessante af den ene eller anden grund. Som keramiker er det klart at keramik har en særlig tiltrækning på mig. Jeg kan føle nærhed til pottemagere som har levet for flere tusind år siden. Men jeg kan også blive betaget af andre ting. Mønstre, materialer, farver, redskaber og deres funktioner. Dette at få et glimt ind i samfund så forskellige fra vores, men alligevel med mennesker så lig os.

Her kommer nogle billeder af ting som jeg dvælede ved.

mykensk-keramik

Mykensk keramik

mykensk-kar

Mykensk kar med dyremotiv

mykensk-vase

Mykensk vase

Der er som sagt rigtig mange romerske mosaikker. Det er fascinerende hvordan man kan lave hele billeder af små, farvede sten. For mig er det dog tit mønstrene som er det aller mest inspirerende.

romersk-mosaik-1romersk-mosaik-2romersk-mosaik-3romersk-mosaik-4romersk-mosaik-5romersk-mosaik-6

Fra romersk tid er der også en lille, udsøgt samling med glas.romersk-glas

Mange af tingene i de to afdelinger, Public Life og Private Life, er fundet i grave, hvor de er blevet givet som offergaver. I den del af samlingen som har fået navnet Necropolis, er det selve gravene og gravskikke der er fokus på.

kranie-400-300-fvt-hellinistisk

Kranie af pigebarn, hellinistisk tid, 400-300 fvt

Måske makabert, men også betagende. Den døde pige har skullet ankomme smuk til den anden verden.

grav-kar-ca-1300-fvt

Gravkar, ca 1300 fvt

gravkar

Indersiden af samme gravkar

Jeg er meget fascineret af selve håndværket og af dekorationen af dette gravkar fra mykensk tid.

gravurne-ca-100-fvt-100evt

Gravurne dateret mellom 100 fvt og 100 evt

I denne gravurne fra romersk tid, blev den afdøde placeret med hovedet mod åbningen, som var lukket med et stykke kalksten. Jeg har hørt at  dette at man begravede de døde i krukker, er forløberen for at man stadig i dag bruger lerkrukker, urner,  af lignende form til asken efter kremering.

Nu ville jeg ønske jeg kunne henvise til museets hjemmeside for yderligere oplysninger, men den har været “under udarbejdelse” siden museet åbnede i 2009. Der var heller ikke noget katalog, eller anden lekture man kunne købe. Der er stadig krisetider i Grækenland. Museerne kører på meget lave budgetter. Heldigt at dette museum blev færdig før krisen for alvor satte ind.

Vinter i Mani

Jeg synes ikke selv jeg overdriver når jeg siger at vi bor et et af de skønneste områder i Grækenland. Det sydlige Peloponnes. Mani. Her det hele: høje bjerge, kystlinje, olivenlunde, landsbyer. Mange landsbyer, mere eller mindre affolket om vinteren. Men alligevel med et eget stille liv. Her nedenunder er billeder fra en tur vi var på i går. Fra Kardamyli nede ved kysten, op i bjerglandsbyerne Exochori og Saidhona, afsluttende i Kastania.