Billeddagbog fra Kreta

Jeg har været på Kreta før, men det er længe siden. Det var  på studietur med klassen på Skolen for Brugskunst i 1978. Vi boede i Heraklion, og det der gjorde mest indtryk var keramikken på Det Arkæologiske Museum, og udflugter ud i områderne omkring byen. Dimitris har også været på Kreta. Det var i 1989, hvor han arbejdede et halvt år i bananplantagerne på Sydkreta. Mere om det senere. Vi har begge to haft lyst til at vende tilbage, og nu var der en anledning: Dimitris runder 60, og som gave til ham (og mig selv) forærede jeg ham en uges tur til Kreta.

Vi bor på det sydlige Peloponnes, og der er egentlig ikke så langt til Kreta. Knap 200 km i luftlinje. Der går bilfærge en gang om ugen fra Githeon, en by der ligger ca halvanden times kørsel herfra. Af en eller anden grund har det føltes som en uoverkommelig rejse, så vi har ikke fået besøgt øen sammen før nu.

8. marts. Trachila – Kasteli/Kissamos

Jeg var lidt nervøs da jeg så vejrmeldingen inden vi skulle afsted. Jeg er ikke særlig søstærk, og kuling lyder ikke rart på åbent hav. Vi ringede til færgeselskabet om formiddagen, og de forsikrede os om at færgen sejlede kl 15.40 som planlagt.

Det passede nu ikke helt. Men kl 16 får vi øje på færgen som en lille prik i det fjerne.

Regnen pisker ned da båden et kvarter senere lægger til kaj. Jeg skynder mig at tage en søsygepille, for jeg ved at bølgerne kan være meget større når vi kommer ud på åbent hav. Githeon ligger på østsiden af Mani-halvøen, og uvejret kommer fra vest.

Vi triller ombord på skibet som hedder Vitsentzos Kornaros. Det er bygget i Tyskland i 1970, og ser ikke ud til at være moderniseret siden da. Men der er beskyttelse og sikkerhed for alle. Ved siden af kassen med redningsveste er et lille alter hvor du kan sende en bøn til din yndlingshelgen.

Rejsen går nu fint. Der er ikke mange passagerer, og jeg sover det meste af tiden på en sofa i salonen.

Kl. 20 vækker Dimitris mig. Han ved jeg elsker havne, og nu lægger vi til på øen Kythira, den ene af de to øer vi standser ved på rejsen. Den anden er Antikythira, en bitte lille ø som ligger mellem Kythira og Kreta. Den sover jeg forbi, og gemmer oplevelsen til tilbagevejen, hvor der vil være dagslys.

Kl 2 om natten når vi Kasteli /Kissamos på Kreta, to timer forsinket. Vi sover den første nat på Castel hotel som ligger i nærhedenaf færgehavnen. De er blevet advaret om forsinkelsen, og venter på os i receptionen. Vi er vist de eneste gæster. Allerede her oplever vi Kreternes åbenhed og venlighed. Der er super service og smil og gode råd om hvad vi bør se på øen.

9. marts. Kasteli – Chania

Næste dag går vi en lille tur i byen. Der er ikke meget at se, så vi sætter os i bilen og kører vestpå. Vi har bestilt værelse i Chania på booking com. Vi valgte et der så romantisk ud i den gamle bydel. Vi tænkte ikke på hvor svært det ville være at parkere bilen, men til sidst fandt vi da en privat parkeringskælder, hvor vi kunne betale os fra det.

Hvem der har anbragt en gammel valgplakat med Helle Thorning-Schmidt i en parkeringskælder på Kreta får vi nok aldrig at vide.

Det den gamle bydel vi er kommet for at se. Byen var under venetiansk herredømme fra begyndelsen af 1200-tallet. Senere, i 1645, kom byen under tyrkisk herredømme, ligesom resten af Grækenland. Både det venetianske og det tyrkiske præger stadig bybilledet.

Fotografen bliver fotograferet.

10. marts. Chania –  Heraklion

Efter morgenmad på en café på havnen kører vi videre. Målet er Heraklion, og vi vil gerne nå at se Rethymnon på vejen. Bare et lille stop for at se den gamle by og spise lunch.

Vi vælger den gamle vej videre til Heraklion. Ikke det klogeste valg eftersom det bliver mørkt, og det går op og ned af bjerge på smalle, regnvåde veje. Men vi når da frem og får installeret os på hotellet i Heraklion.

11. marts. Heraklion-Agios Nikolaos.  Fødselsdag og museum

Næste dag er det Dimitris fødselsdag. Det er ikke fordi vi skal fejre det så meget; en god morgenmad, og så afsted til det arkæologiske museum. Det har forandret sig meget siden jeg var der for 39 år siden. Og til det fra godt til bedre. Det har været lukket i nogle år for at blive moderniseret, og fremstår nu helt moderne med gode forklaringer på engelsk og græsk. Samlingen fortjener et godt museum. Der er virkelig mange ting, og de er i overraskende god god forfatning. Der er selvfølgelig rigtig mange krukker, men også skulpturer, redskaber, smykker, segl (stempler) og freskomalerier.

Samlingen repræsenterer et veldigt tidsspænd: De første fund er fra neolitisk tid (stenalder) som her strækker sig fra 7000 -3500 f.v.t. Den største del af samlingen stammer fra bronsealderen, på Kreta Minoisk tid 3500-1000 f.v.t..  Dette er også de store paladsers tid. Mest kendt Knossos udenfor Heraklion. Jeg skal ikke komme nærmere ind på historien, men viser nogle billeder af de tinge jag fandt mest inspirerende. Jeg har sorteret dem i  tidsperioder. Klik på billederne hvis du vil se dem i fuld størrelse.

Neolitisk tid: 7000-3500 f.v.t.

Pre palace: 3500-1900 f.v.t.

Old palace, 1900-1700 f.v.t.:

New palace, 1700-1450 fvt:

Third palace, 1450-1300 fvt:

Som sagt, kun et udvalg af de ting jeg fandt inspirerende. Det er dejligt at i vore dage må man fotografere på museerne, og jeg er glad for at vi var der udenfor sæsonen, så vi ikke skulle stå i kø foran montrerne.

Så går turen videre. Agios Nikolaos er næste stop. Igen kludrer vi i de små ensrettede gader, det er vel prisen for at ville bo midt inde i de gamle bykerner. Det var solskin om morgenen, men nu pisker regnen ned. Vi skal ud og finde en god restaurant hvor vi kan spise fødselsdagsmiddag. Vi udstyrer os med paraplyer og regntøj, og begiver os ud i den lille by. Den er en meget charmerende, med en lille sø i midten som er forbundet med havet udenfor. De fleste spisesteder er fastfood-steder med neonlys og høj musik, men det lykkes os til sidst at finde en hyggelig restaurant, hvor de har hjemmelavet mad, en sød tjener og tresser-musik på lavt volumen. Det er lige os.

12. marts. Agios Nikolaos – Ano Viannos. Arvi, det tabte paradis

Nu har vi kørt langs det meste af Kretas nordkyst, fra øst mod vest. Nu vil vi se noget af sydkysten, og især vil Dimitris gerne vise mig den lille by Arvi, hvor han arbejdede i bananplantagerne i sin tid.

Vi krydser over øen og kommer til Ierapetra, her er det tid for en kaffepause.

En ganske hyggelig by, som foruden at være turistby med masser af moderne hoteller, også er center for det omkringliggende frodige landbrugsland.

Vi kører videre mod øst. Vejen er ganske smal, og bærer præg af at de seneste dages regn har fået sten og grus til at falde ned på vejbanen. Der har heldigvis kørt en bulldozer og har ryddet det meste væk.

Efterhånden som vi nærmer os Arvi bliver landskabet mere frodigt. Dimitris har fortalt hvordan han og hans daværende kæreste havnede på Kreta, efter at de havde fået frastjålet alle deres ting, mens de var rygsækturister på Santorini. For deres sidste penge købte de en billet til Kreta, hvor de havde hørt at der var arbejde at få med vinhøsten. Det var der, og da høsten var slut, trivedes de så godt at de besluttede at tage til Arvi som var kendt for deres bananplantager. Her fik de arbejde og en lille hytte stillet til rådighed, hvor en lille vandingskanal med rent drikkevand rislede forbi. Et rigtig paradis. De droppede ud af studierne i et halvt år, og overvejede sågar at blive boende der for altid. Men fornuften sejrede, og de tog tilbage og gjorde studierne færdige.

Vi finder da også nogle bananplanter,  men slet ikke i den målestok som Dimitris husker.

I det hele taget er han dybt skuffet. Der er bygget uskønne huse i hele skråningen,

et kæmpe hotel nede ved vandet,

og der hvor der var en dejlig sandstrand, er der bygget en havn. Der kan ske meget på 28 år.

Vi havde planlagt at blive og overnatte, men hotellet er lukket, så vi beslutter at køre videre til den næste kystby, Keratokambos. Jeg ved ikke helt hvad der gik galt, vi må have glemt at dreje af et sted. Pludselig er vi højt oppe i bjergene. Det begynder at blive mørkt, så vi beslutter at køre til den nærmeste landsby, Ano Viannnos, i stedet.

Her går vi ind på den nærmeste cafe og spørger om de ved om der er nogen der lejer værelser ud. Det er jo udenfor sæsonen, så det er ikke helt lige til. Cafegæsterne diskuterer lidt, og kommer frem til at der er værelser til leje i overetagen til isenkræmmeren. Der bliver ringet rundt, og efter lidt tid bliver der fremskaffet en nøgle. Badeværelset er noget slidt, og varmepumpen larmer, men vi er glade for at have et sted at sove.

Vi går tilbage til cafeen for at høre om det er mulighed for et måltid mad. Det er sidst på aftenen, så der er egentlig udsolgt, men en omelet, lidt salat og en lille portion fava (purerede splitærter) kan vi få.

Vi får os en god snak med værtsparret på cafeen. Værten og hans kone, som er i halvtredserne,  har begge rødder i landsbyen, men indtil for et par år siden har de boet i Thessaloniki. Der har han været bygningskonstruktør, og hun revisor, men med krisen var der pludselig ikke nok arbejde, så de besluttede at flytte tilbage til landsbyen hvor de nu har cafeen og dyrker økologisk olivenolie. Der er ikke så mange penge i det, men de trives.

13. marts. Ano Viannos – Matala.  Bananer og avokado

Næste morgen får vi kigget lidt mere på byen, som slet ikke er så lille. Der er op til flere købmænd, og der får vi endelig at se at der stadig dyrkes bananer på øen. De er rigtignok ikke fra Arvi, men fra nabolandsbyen.

Der er et særligt stativ, hvor hele bananklase-stokken hænges op og en kniv så man kan skære lige den klase man vil have. Vi køber selvfølgelig. De er lidt mindre end de sydamerikanske, men virkelig lækre og søde i smagen.

Vi ser også en anden sjov ting i en cafe, hvor vi stikker hovedet ind. Her har den lokale smed laven en brændeovn af en gammel gasflaske. Det ser ud til at fungere fint.

Efter at have afslået at drikke Tsikoudia (klar brændevin) med mændene i cafeen, sætter vi os i bilen og kører sydpå mod den lille kystby Matala.

Vi kører gennem meget frodige landskaber lidt inde i landet på sydsiden af øen. Vi holder picnic med bl.a. resterne af omeletten fra cafeen i går. Her, som i resten af Grækenland er det ingen skam at bede om at få det man ikke kan spise op med hjem. Tvært i mod. Det viser jo bare at man kan lide maden.

Pludselig ser vi et skilt hvor der står Phaestos. Det er egentlig ikke i vores plan, men når vi nu kommer lige forbi, vil vi gerne se det. Her ligger ruinerne af et Minoisk palads, fra mellem  år 1900 og 1700 f.v.t.

Der er lukket, men det gør ikke så meget. Det er muligt at få et godt overblik fra lågen ved billetsalget.

Og udsigten derfra er der ikke noget at sige på.

Vi når Matala hen på eftermiddagen. Vi får et værelse på et hotel som kalder sig Fantastic, og det er nærmest sandt. Et stort lyst værelse med en dejlig balkon. Og der får vi øje på et avokadotræ som vokser i nabohaven.

De fleste avokadoer hænger højt oppe i træet, men der er lige en vi kan nå. Det kan vel ikke kaldes tyveri, når den sådan hænger der og frister. Vi undrer os over hvorfor der ikke eksporteres bananer og avokado til Nordeuropa. De smager jo så godt.

14. marts. Matala – Kasteli

Næste dag er der tid til at kigge lidt på Matala. Byen ligger ved en lille bugt med en fin sandstrand. På den ene side er der en masse huler i klippevæggen.  Hulerne er egentlig gamle romerske grave, hugget direkte ud i klippesiden. Senere har de været beboet i flere århundreder, og senest af hippier som levede det søde liv der i 60-erne og 70-erne.

Efter nogle år blev hippierne jaget ud. Nu er de hegnet ind, og der er en kiosk hvor man kan betale for at komme ind og se hulerne. Vi nøjes med at se dem på afstand.

Ellers er det en fin lille by, der stadig bærer præg af/slår plat på tiden da hippierne boede der. Vi snakker lidt med hotelværtinden om hippierne i hulerne, og hun fortæller at der stadig bor en 15-20 hippier, de fleste i nogle huler bag ved byen.

Også her bliver det kun en overnatning. Dimitris har en fætter som bor i Chania, og som han ikke har set i ca 20 år. Vi kører derfor over på nordsiden af øen igen, og mødes med fætteren og hans kone på en taverna i Chania. Det bliver en rigtig hyggelig aften, hvor de to fætre får genopfrisket barndomsminder fra Athen og Kalamata.

Det bliver sen aften før vi får taget afsked, og vi skal videre til Kasteli, hvor vi skal med færgen i morgen tidlig kl 7.30. Vi kører direkte til færgelejet, hvor vi prøver at få et par timers søvn i bilen.

15. marts. Kastreli/Kissamos – Trachila. Turen hjem

I grålysningen kører vi ombord på færgen. Der er heller ikke denne gang mange mennesker på båden. Vi finder os en plads helt forrest, hvor vi har en god udsigt. Vejret er fint, og lige så snart vi er ude af Kissamos-bugten, får vi øje på en lille ø i det fjerne.

Det er Antikythira. Her bor vistnok kun 80 fastboende, og om vinteren har de kun færgeforbindelse denne ene gang om ugen.

Fra vores gode pladser kan vi se arbejdet på dækket når skibet lægger til og sejler igen. I baggrunden kan høres musik.

Det er en lille gruppe musikere på vej til fastlandet, hvor de skal underholde på nationaldagen, den 25. marts.

 

Den næste ø, Kythira er ikke så lille, ca halvt så stor som Bornholm, og med ca 4000 indbyggere. Jeg har været der for nogle år siden med min datter, Helle My. Det er en rigtig hyggelig ø.

Kort efter vi har forladt Kythira, kan vi ane den hjemlige kyst. Derinde ligger Gythion, og bagved kan vi ane Taigetos-bjergene. Kl 15.30, kun en halv time forsinket, er vi fremme.

Vi kører ind til et supermarked og handler lidt, og i det vi passerer kaien på vej hjem, ser vi den gode Vitsentzos Kornaros forlade havnen på vej tilbage til Kreta igen. Nu føles det ikke længere som at Kreta er langt væk. Bare en 7-8 timers færgerejse. På Kreta blev vi da også taget særligt vel  imod når vi sagde at vi kom fra Mani. Mani og Kreta er som søskende sagde de. Sandt er det i hvert fald at vi følte os rigtig godt tilpas der. Vi har allerede planer om at vende tilbage. Måske til næste år, måske til efteråret. Helt sikkert bliver det igen udenfor sæsonen. Godt nok er vejret ustabilt og der er for koldt at bade. Men der er ingen trængsel på museerne, hotellerne er billige, tempoet er roligt, og folk har tid til at snakke med os. Det kan vi godt lide.